Venstres top-ledelse bør give deres folketingsmedlem Preben Bang Henriksen en regulær skideballe for gang på gang at rejse sin private retssag i Folketinget.

Sådan lyder opfordringen for Socialdemokraterne.

- Venstres ledelse må sætte deres medlem på plads. De bør kalde ham ind til en kammeratlig samtale, hvor de klart og tydeligt gør klart, at han ikke skal tage sine klienters retssager op på Christiansborg. Det han gør er jo fuldstændig absurd og jeg har aldrig hørt fortilfælde. Han forsøger at påvirke embedsværket i egne retssager, siger erhvervsordfører Benny Engelbrecht efter BT skrev om sagen.

Gælder det her også Ellen Trane Nørbys mange spørgsmål?

-Nej, det er vidt forskellige sager. Det her er meget grovere, fordi han tager en sag op politisk, som han selv privat tjener penge på, siger Benny Engelbrecht.