Regeringens afgifter på cigaretter og usund mad kan føre til konflikt ved forhandlinger, siger fagforeninger.

Fagbevægelsen advarer regeringen om både at gøre dagligdagsvarer dyrere gennem højere afgifter og samtidig opfordre lønmodtagerne til at holde igen på deres lønkrav. Det skriver Politiken søndag.

- Det går jeg ud fra, at både stats- og finansministeren har meget opmærksomhed på. For hvis der er noget, man ikke har brug for, så er det, at der kommer en arbejdskonflikt til foråret, siger HK's formand, Kim Simonsen.

Han støttes af FOA's formand. Dennis Kristensen, der kalder det "tudetosset" at lægge afgiftsstigninger op ad overenskomstforhandlinger:

- Man skal ikke starte med, at de lavestlønnede, som dårligst kan tåle små lønstigninger, får et fald i reallønnen på grund af nogle sundhedsafgifter, siger han til Politiken.

Arbejdsmarkedsekspert Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet tvivler dog på, at afgifterne på de usunde fødevare kan skabe en storkonflikt.

- Selvfølgelig reagerer fagbevægelsen, for de har altid et mål om at fastholde sin realløn, men jeg tror ikke, at man kommer nærmere en storkonflikt, fordi man laver afgifter på usunde fødevarer, siger Flemming Ibsen til Ritzau:

- Jeg kan ikke forestille mig, at afgifterne på usunde fødevarer kan påvirke det samlede forbrugerprisindeks ret meget. For fødevarer fylder ikke meget i prisindekset.

Forbrugerprisindekset er et gennemsnit af danskernes forbrug, som Danmarks Statistik opgør hver måned. Hvis indekset stiger bliver reallønnen mindre.

Oprindelig var det Socialdemokraterne og SF's plan at hæve det såkaldte beskæftigelsesfradrag samtidig med afgifterne. På den måde ville de lavestlønnede få flere penge mellem hænderne til at betale de stigende leveomkostninger.

Men fradraget er udskudt til den skattereform, der endnu ikke er lagt en tidsplan for.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener, at også de lavtlønnede får noget.

- De får det ud af det, at vi får bedre mulighed for at investere i deres fremtid og deres børn fremtid, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/