En flybillet, gratis lægehjælp og tusindkronesedler. B.T.s læsere vil gerne hjælpe 48-årige alvorligt syge Jan Johansen, der er strandet i Thailand, fordi han ikke tegnede en rejseforsikring, inden han tog afsted.

- Det er selvfølgelig dumt, at Jan Johansen ikke købte en rejseforsikring. Men ingen har fortjent at dø alene, derfor vil jeg gerne hjælpe, siger 34-årige Karina Janken fra Kolding.

- Vi danskere skal stå sammen, siger Anders Frandsen. Han vil gerne samle penge ind til Jan fra sine grill-vogne.

Jans familie og deres advokat Ina Broch har allerede prøvet næsten alt. De har skrevet til udenrigsministeriet, til Jans hjemkommune, til nødhjælpsorganisationer og forsikringsselskaber.

Indtil videre har resultatet været negativt, og imens får Jan det værre og værre på det thailandske hospital. Men hvad udenrigsministeriet og Holbæk kommune ikke kan, det vil storhjertede danskere kæmpe for.

Vi hjælper dem i knibe
- Jeg er rørt over, at så mange stiller penge og arbejdskraft til rådighed for at hjælpe Jan hjem. Det luner virkelig at opleve, at vi står sammen, når en dansker virkelig er i knibe.

Jeg har i den grad været rystet over, at Jan bare blev ladt i stikken af de danske myndigheder, og derfor er det fantastisk at opleve danskernes hjælpsomhed, siger familien Johansens advokat Ina Broch.

Indtil videre har gavmilde borgere doneret 7.000 kroner. Desværre er der langt op til de 800.000 kr., det vil koste at få Jan fløjet hjem til Danmark.

En læge har tilbudt gratis at assistere på ambulanceflyvningen hjem. En mand vil forære sin flybillet til Jans familie, så de kan besøge deres døende søn, selvom det betyder, at han selv går glip sin ferie.

Og rigtig mange vil hjælpe med indsamlingen, som familien Johansens advokat Ina Broch står for. Hun kan kontaktes på tlf. nr. 2231 8552.ljl@bt.dk