Lars Carpens nægter at kende papirer, han selv har behandlet ved to byrådsmøder.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Farums borgmester, Lars Carpens (V), vikler sig længere og længere ind i et spind af bortforklaringer i sagen om udbetalingen af 500.000 kroner plus moms til den konkurstruede entreprenør Kay Wilhelmsen.

Uden at bekymre sig om at få det godkendt af hverken byråd eller økonomiudvalg udbetalte Lars Carpens de mange penge for et kloakarbejde, som borgmesteren ellers i hele tre omgange fra henholdsvis kommunens rådgivende ingeniør, Jørgen Wessbers A/S, arkitekt Karl Henning Sørensen og kommunens egne advokater direkte var advaret om, kun burde koste 25.000 kr.

Efterhånden som sagen kommer til offentlighedens kendskab gennem medierne, har Lars Carpens modvilligt måttet erkende, at han nok engang har gjort præcis som sin forgænger på borgmesterposten - holdt informationer tilbage for sit byråd, gået bag om ryggen på sit økonomiudvalg og overtrådt styrelsesloven i flæng.

Men med sagen om udbetalingen til Kay Wilhelmsen er Lars Carpens tilsyneladende kommet ud på alt for dybt vand. Over for B.T. vurderer professor i erhvervsret ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, at der her meget nemt kan være tale om mandatsvig - noget, som kan sende Lars Carpens en tur i en retssal med en strafferamme på op til 12 års fængsel.

Årsagen til, at der kan være tale om mandatsvig er, at B.T. allerede torsdag afslørede, at et notat fra ingeniør Jens Haagentoft, der slår fast, at Kay Wilhelmsen ikke har lavet arbejde for mere end 25.000 kroner, har ligget i kommunens mappe om sagen siden marts måned i år. I samme mappe har siden maj måned ligget endnu en nedskreven advarsel fra arkitekt Karl Henning Sørensen, som har samme konklusion.

Alligevel betalte borgmester Carpens tidligere borgmester Peter Brixtoftes foretrukne entreprenør, Kay Wilhelmsen, hele 475.000 kroner i overpris fra den ellers godt slunkne kommunekasse.

Det lykkedes torsdag ikke B.T. at få en kommentar fra Lars Carpens, som var på borgmesterkonference i Grenå, men i går dukkede Venstremanden så frem af disen med en pressemeddelelse, hvor han forsøger sig med den seneste i rækken af bortforklaringer:

»Baggrunden for min beslutning om at udbetale beløbet var, at Kay Wilhelmsen A/S skulle betales for det arbejde, som firmaet rent faktisk havde udført, og som jeg på det tidspunkt fik at vide havde den angivne værdi. Der var jo indgået en aftale, som vi juridisk var bundet af,« skriver han bl.a. Det har medlem af byrådet, Erik Fuchs, ikke meget til overs for:

»Det er langt fra slået fast, hvem der er bundet af den aftale, som muligvis blev indgået mellem Peter Brixtofte og Kay Wilhelmsen sidste efterår. Vi ved ikke engang, om der overhovedet er en aftale - Hvis ja så er den i hvert fald mundtlig,« siger Erik Fuchs.

I pressemeddelelsen erklærer Lars Carpens også, at han slet ikke kendte til de advarsler i form af notater, som ligger i kommunens sagsmappe og som B.T. er i besiddelse af kopier af:

»B.T.s oplysninger om, at der i Farum Kommunes sagsmapper skulle findes oplysninger der dokumenterer, at arbejdet ikke har en værdi på mere end 25.000 kr., står jeg helt uforstående overfor. Jeg vil derfor så hurtigt som muligt få klarlagt baggrunden for denne store påståede differens. Det kan ganske enkelt ikke være den samme opgave, der er tale om,« skriver borgmesteren på hastig flugt bort fra den ubehagelige mandatsvigsmistanke.

Forklaringen om, at »jeg vidste ingenting«, skyder Erik Fuchs øjeblikkeligt ned igen:

»Ved to byrådsmøder - 11. juni og 17. juni i år - diskuterede man, om man skulle købe den grund, Kay Wilhelmsen havde udført kloakarbejdet på. Sagsmappen lå på det tidspunkt til gennemsyn på rådhuset, så alle kunne komme og gøre sig bekendt med sagen. Dengang lå notaterne om de 25.000 kroner også deri, for jeg så dem.

Hvis borgmesteren nu vil påstå, at han aldrig nogensinde har hørt noget som helst om advarslerne, så er det fordi, han enten har behandlet en sag uden overhovedet at ane det mindste om, hvad han foretog sig, eller også er der noget, der ikke stemmer,« slår Erik Fuchs fast uden at lægge skjul på, at han nok mest hælder til at mistro borgmesterens nyeste forklaring. Mistroen er ikke blevet mindre, efter at Erik Fuchs netop har taget et nyt kig ned i kommunens mappe om sagen:

»De notater fra ingeniøren og arkitekten, som lå der tidligere, og som jeg dengang tog kopier af, er væk nu. De ligger muligvis et andet sted på kommunen, men fra sagsmappen er de fjernet.«