Østerport Station blev fuldstændig spærret af, efter at politiet opdagede en bombelignende genstand i en bil kørt af to svenskere. Militærets bomberyddere har skudt på genstanden med bomberobotten "Rullemarie". Den mulige bombe eksploderede ikke, men politiet opretholdte afspærringerne, fordi genstanden indeholdt et ukendt hvidt pulver.

Kl. 20.14 var afspærringerne igen ophævet, og biler kunne igen passere forbi Østerport Station.

En politipatrulje stoppede sidst på eftermiddagen en bil ved Østerport Station med to svenskere og opdagede en genstand, der lignede en rørbombe i en taske. Svenskerne blev anholdt og Østerport Station spærret af, mens militærets bomberyddere blev tilkaldt.

Ved 18.30-tiden skød bomberobotten "Rullemarie" på tasken med en mistænkelige genstand, men der skete ingen eksplosion. I stedet blev en masse ukendt hvidt pulver blæst omkring og derfor blev Kemisk Beredskab fra Beredskabsstyrelsen tilkaldt for at undersøge pulveret.

Militærets bombeekspert er nu ved at kigge nærmere på den uskadeliggjorte "genstand".

- Bilen med de to svenskere blev stoppet i et rutinetjek og patruljen fandt en mistænkelig genstand, som nu bliver undersøgt. Svenskerne er anholdt, oplyser vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch til bt.dk.

Bt.dk erfarer, at genstanden lignede en rør-bombe.

Politiet tilkaldte militærets bomberyddere fra Dragør, der besluttede at bruge bomberobotten "Rullemarie". Kl. 18.20 var bomberydderne klar til at skyde på den mistænkelige genstand.

Bt.dks reporter på stedet fortæller, at hele området foran Østerport Station og Grønningen var afspærret i begge retninger. Afspærringerne gav store trafikale problemer i Københavns centrum.

Politiet fortæller, at de var ved at visitere en person, der havde en pose med sig.

- Da vi kiggede i posen, opdagede vi noget, der på mistænkelig vis lignede en bombe, fortæller en betjent på stedet.

Posen blev anbragt i en politigruppevogn i området.

Ifølge DSB er S-togene igen begyndt at køre normalt og stopper igen ved Østerport Station. Tidligere havde politiet lukekt stationen, hvilket gav en del forsinkelser på S-togene.

Bt.dk følger sagen...