»Jeg føler mig heldig.«

Sådan lyder det fra den kendte journalist Arne Notkin, da han sidder over for sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Mødet er sat i stand, fordi Arne Notkin for nylig udgav bogen 'Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet'.

Ministeren har fyldt bogen med gule post-it-sedler. Han virker velforberedt til mødet med sin gamle chef på DR, hvor Magnus Heunicke engang var journalistpraktikant.

Arne Notkin, da han var kommet i gang med behandlingen for sin kræftsygdom (privatfoto).
Arne Notkin, da han var kommet i gang med behandlingen for sin kræftsygdom (privatfoto).
Vis mere

Nu, hvor han i stedet kan skrive sundhedsminister på karrierebladet, lytter han med interesse til en mand med et budskab:

»Jeg klarede jo skærene. Men jeg vil gerne gøre noget for, at andre ikke risikerer at komme i samme situation,« siger Arne Notkin.

I oktober 2017 fik han konstateret kræft. Men for at komme dertil måtte han igennem et længere udredningsforløb, hvor han skulle kæmpe for at få sin diagnose. Bl.a. insisterede han på at blive undersøgt yderligere og betalte selv for en afgørende undersøgelse.

Han fik kun den afgørende scanning, der afslørede kræften, fordi han fik overbevist en fysioterapeut om, at den var hel gal.

Arne Notkin på besøg hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S), efter han har skrevet bogen 'Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet'. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Arne Notkin på besøg hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S), efter han har skrevet bogen 'Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet'. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Vis mere

»Jeg havde ressourcerne til at stille kritiske spørgsmål og økonomien til selv at betale, da det offentlige var for langsom,« siger han.

Arne Notkin blev i slutningen af sidste år startskuddet på en artikelserie i B.T. om dem, der havde kræfterne til at kæmpe for en diagnose, før det var for sent, og dem, der ikke havde eller ikke blev lyttet til. Derfor er B.T. i dag taget med for at høre, hvad Magnus Heunicke gør sig af tanker om et sundhedsvæsen, hvor der stadig sker for mange fejl.

»Vi skal jo have respekt for lægerne. Det er dem, der redder vores liv. Vi kan give dem flere penge, men det hjælper ikke, hvis vi ikke tager et strukturelt greb, der f.eks. kan bekæmpe uligheden. Så det er en meget dilemmafyldt opgave,« siger Magnus Heunicke

Arne Notkin fremhæver B.T.s artikelserie over for ministeren, der netop har dokumenteret, at fejlene oftest sker i den indledende fase af patientforløbet.

»Kræftpakkerne fungerer godt for dem, der kommer i dem. Men den tidligere opsporing må være et stort område. I har jo bevilget mange penge for at finde ud af, hvordan det kan blive bedre, det er bare ikke lykkedes endnu,« siger han

Magnus Heunicke konstaterer, at sundhedssystemet er ekstra vanskeligt at håndtere som politiker.

»Det politiske system har svært ved at træffe beslutninger. Man er hunderæd for at gøre noget forkert – vores beslutninger kan jo koste liv,« siger han.

Magnus Heunicke fremhæver, at der allerede er sket meget de senere år, dvs. at flere overlever en kræftdiagnose, og at der lige nu er ved at blive bygget supersygehuse. Men han erkender også, at det kan blive bedre for dem, der bliver syge med færre ressourcer.

Arne Notkin på besøg hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i kølvandet på sin nye bog 'Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet'. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Arne Notkin på besøg hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i kølvandet på sin nye bog 'Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet'. Foto: Kasper Løjtved/Byrd.
Vis mere

»Den helt ulige chance, man har, når man komme ind i sundhedssystemet, den skal vi gøre noget ved,« siger ministeren.

Arne Notkin nikker. Netop uligheden i sundhedssystemet er det, han håber på, at Magnus Heunicke kan ændre på i sin tid som minister.

Notkin er i dag kræftfri. Men han er overbevist om, at han ikke ville være her i dag, hvis han ikke havde haft evnerne til at insistere, researche og følge op på aftaler.

B.T. filmede Arne Notkins møde med sundhedsministeren. Du kan se et uddrag i videoen herover.