»Hvis det, jeg hører, ikke lyder fornuftigt, har jeg altid været typen, der undersøger tingene selv.«
Sådan lyder det fra den tidligere bankdirektør, 66-årige Michael Rothmann fra Hellerup.
Michael Rothmann er historien om et menneske, der formår det, mange måske ikke gør, når de er dødsens syge. Han slår i bordet, han klager, han giver ikke op.
Gennem de seneste uger har B.T. fortalt om en lang række mennesker, for hvem deres møde med sundhedsvæsenet er endt katastrofalt. Mennesker, som til at begynde med havde tillid til systemet og deres læge, men nu føler sig svigtet.
Michael Rothmann stoler heller ikke længere på lægerne. Jo, når det gælder 'mekanikken', som han selv formulerer det.
»Når noget brækker eller går i stykker, så er de dygtige. Men lige så snart det er noget inde i kroppen, så...«
Den tidligere bankdirektør er det, kloge hoveder ville kalde et ressourcestærkt menneske. Lang uddannelse, pengestærk, godt netværk og i familie med flere læger.
Dermed er Michael Rothmann et skoleeksempel på en type patient, der ifølge formanden for Danske Patienter, Morten Freil, har større chance for at overleve en alvorlig diagnose:
»Vi ved, at dem, der har den længste uddannelse og de stærkeste pårørende, får de bedste behandlinger, og på den måde er sundhedsvæsenet med til at skabe ulighed. Det skyldes, at sundhedsvæsenet er svært at navigere i, og det kræver, man selv har ressourcer til at tage affære, kræve sin ret og følge med i, hvad der foregår,« siger Morten Freil
En alvorlig diagnose var netop det, der ramte den tidligere bankdirektør.
For fem år siden fik han konstateret uhelbredelig prostatakræft. Lægerne på Herlev Hospital kunne tilbyde livsforlængende behandling.
Den indebar kastrering samt hormonbehandling, der måske ville betyde, at han ville udvikle bryster og som så senere skulle opereres.
Dertil ville behandlingen måske medføre vandladningsproblemer, rejsningsbesvær og problemer med at holde på afføringen.
»Det lød ikke som et liv, jeg havde lyst til at leve,« siger Michael Rothmann, der efterfølgende bad om en 'second opinion' (ny vurdering, red) hos en anden dansk læge på et andet hospital.
Denne læge vurderede, at Michael havde fået en fejldiagnose på hospitalet. Hans kræft kunne formentlig helbredes.
Så med hjælp fra sit netværk og grundig research fandt han frem til en klinik i Prag, der tilbyder strålebehandling med protonbehandling.
I dag – fem år senere – er han stadig rask efter behandlingen, han fik i Tjekkiet.
En behandling, der sidenhen er blevet godkendt til børn med hjernekræft i Danmark. Dog endnu ikke til prostatakræft.
»Når jeg går til tjek på hospitalet herhjemme, siger de altid 'tillykke, du er sgu rask',« siger Michael Rothmann.
»Jeg er skuffet og ked af. Det kan ikke være rigtigt, at nogle læger ikke gider hjælpe mere, end de egentlig behøver,« siger han
Han er frustreret over, at man skal være 'stærk' for at få den rette behandling:
»Uanset om du er murer eller bankdirektør, så bør du jo kunne få den samme behandling,« siger Michael Rothmann.
Han brugte 350.000 kroner på behandlingen. Han har siden hen klaget over, at han selv skulle betale for protonterapien, men har fået afslag fra Styrelsen for Patientklager i november i år.
»Hvis ikke jeg havde fået behandlingen i Prag, var jeg sandsynligvis blevet kastreret, fået ødelagt min brystmuskulatur og havde levet kortere tid,« siger han.
Hos Kræftens Bekæmpelse har man allerede fokus på at løse den stigende forskel mellem rig og fattig i kræftbehandlingen, fortæller direktør Jesper Fisker:
»Det er naivt at tro, uligheden helt kan forsvinde. Men vi har sat os en målsætning om, at vi gerne vil bidrage til, at den ikke bliver større. Uanset hvor mange kompetencer, man har, så må man forvente at kunne få en ordentlig behandling. Vi kan ikke være andet bekendt,« siger han.
Helt konkret har Kræftens Bekæmpelse oprettet Dansk Center for Forskningscenter for Lighed i Kræft, der skal bidrage med viden, der kan omsættes i praksis.
»Grunden, til at vi har taget dette initiativ, er, at det er svært at sige, at ansvaret for uligheden ligger et sted. Derfor skal vi sammen med andre organisationer på området sætte ind flere steder. F.eks. at nogle patienter får en støtteperson gennem kræftforløbet, eller at lægen måske taler med patienten på en anden måde, så man er sikker på, hvad der bliver sagt,« siger han.
