'Kongelige markedsfører ikke virksomheder eller produkter (...) Prins Nikolai beklager fejltagelsen, som der nu er rettet op på'.

Sådan lød det i 2018 fra Kongehuset, da daværende prins Nikolai havde reklameret for biludlejningsfirmaet Sixt.

Siden da er der løbet meget vand gennem åen, og prinsen er ikke længere prins, men derimod greve, efter dronning Margrethe fjernede de royale titler fra prins Joachims fire børn. Noget, som da nyheden kom ud, skabte stor splid i kongefamilien, men som nu alligevel ser ud til at åbne døre.

I weekenden kunne influencer-bureauet Social Works nemlig fortælle, at grev Nikolai bliver en del af bureauet, og denne gang er det ikke noget, som får Kongehuset til at rynke på næsen - tværtimod.

I et spørgsmål til Kongehuset om, hvorvidt grevens nye arbejde er i strid med de retningslinjer, der er for medlemmer af Kongehuset, når det kommer til reklamer for kommercielle aktører, er svaret følgende:

»Det her er i tråd med Dronningens ønske om, at de fire børnebørn skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer,« udtaler Kongehusets Kommunikationschef Lene Balleby.

B.T. ville gerne have haft yderligere svar på, om der er sat nogle særlige regler op for, hvilke samarbejder grev Nikolai må have, og om dette specifikke samarbejder er blevet diskuteret.

Det er blandt andet Remee, som står bag firmaet Social Works, og han er glad for nytilføjelsen grev Nikolai.

'Jeg er glad og stolt på firmaets vegne, de gør det så godt. Det er udelukkende Nina og vores teams fortjeneste, at vi nu repræsenterer så mange stærke profiler i Social Works,' forklarede Remee Jackman i en sms.

Selvom Remee er den reelle ejer af grev Nikolais nye influencerbureau, så er han ikke en del af den daglige drift og sender derfor roserne videre til den administrerende direktør, Nina Shini Andersen.