Med en 5-0-sejr onsdag aften over Kilmarnock er Celtic skotsk mester en runde før tid.

For 54. gang i historien er Celtic skotsk mester i fodbold.

Det står klart, efter det grønklædte mandskab onsdag aften slog Kilmarnock med hele 5-0 på udebane.

Mesterskabet kom i hus en runde før tid og er det tredje i træk til Celtic. Rangers FC har på andenpladsen seks point op og kan dermed ikke hente rivalen.

Med mesterskabet er Celtic nu for alvor tæt på Rangers i det samlede regnskab. Rangers har med 55 mesterskaber nu kun et enkelt mere end Celtic.

De to rivaler mødes også i pokalfinalen 25. maj.

Danske Matt O'Riley har med sine 17 ligascoringer spillet en stor rolle i Celtic-succesen i denne sæson, og det var endnu en gang tilfældet onsdag aften.

Foto: Russell Cheyne/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den danske midtbanekreatør scorede to og assisterede en enkelt af Celtics fem scoringer.

Særligt danskerens scoring til 4-0 var en flot en af slagsen. O'Riley trykkede af fra kanten af feltet og tyrede bolden op under overliggeren.

Tidligere på ugen blev O'Riley også hædret for sin fornemme sæson, da han blev kåret til årets spiller i Celtic.

23-årige O'Riley har en engelsk far og en dansk mor. Tidligere i karrieren spillede han på de engelske ungdomslandshold.

Midtbanespilleren kom til Celtic fra Milton Keynes Dons i januar 2022 og etablerede sig hurtigt som fast mand.

Teknikeren har på den baggrund en yderst realistisk chance for at spille sig ind i den 26 mand store trup, som landstræner Kasper Hjulmand tager med til EM i Tyskland til sommer.

O'Riley debuterede mod Nordirland i november og fik sin anden A-landskamp, da Danmark i marts slog Færøerne 2-0 i en testkamp.

/ritzau/