Slovakiets premierminister, Robert Fico, blev onsdag udsat for et attentatforsøg.

Efter et regeringsmøde i byen Handlová i nærheden af Slovakiets hovedstad Bratislava blev Fico skudt med fem skud af en 71-årig mand. 

Onsdag sen aftenen lød meldingen, at Robert Fico var uden for livsfare og altså ser ud til at overleve skudattentatet. 

Gerningsmanden blev hurtigt pågrebet og premierministeren fløjet på hospitalet.  

Robert Fico bæres væk af sine livvagter efter at være blevet skudt. 
Robert Fico bæres væk af sine livvagter efter at være blevet skudt.  Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Attentatet har onsdagen igennem vakt international bestyrtelse.

»Vi fordømmer denne forfærdelige voldshandling. Vores ambassade er i tæt kontakt med Slovakiets regering og klar til at hjælpe,« lød det blandt andet fra USA’s præsident Joe Biden.

Robert Fico blev skudt samme dag, som det slovakiske parlament skulle diskutere premierministerens  forslag om at nedlægge Slovakiets uafhængige og offentlige tv-station RTVS og erstatte den med en ny tv-station. 

Manøvren ses af kritikere som endnu et forsøg fra premierministerens side på at knægte de demokratiske institutioner og basale demokratiske rettigheder i landet med det formål at sætte sig tungt på magten. Robert Fico har også tiltrukket sig opmærksomhed i hjemlandet på grund af korruptionsanklager.

Robert Fico på et pressemøde me den tyske kansler Olaf Scholz i januar måned 2024. 
Robert Fico på et pressemøde me den tyske kansler Olaf Scholz i januar måned 2024.  Foto: Nadja Wohlleben/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Premierministeren er blevet sammenlignet med EU’s kroniske problembarn, premierminister i Ungarn Victor Orban, der også er berygtet for sine konstante angreb på de demokratiske institutioner i landet. 

Robert Fico er også kontroversiel, fordi han er Vladimir Putin-venlig, og noget af det første han gjorde, da han kom til magten i oktober 2023, var at stoppe al våbenhjælp til Ukraine.

Derfor var den russiske præsident Vladimir Putin også hurtigt ude at kommentere attentatet.

»Der findes ingen undskyldning for denne grufulde handling,« skrev Putin i et telegram til den slovakiske præsident, Zuzana Caputova onsdag. 

»Jeg kender Robert Fico som en modig og stærk mand. Jeg håber, at de kvaliteter vil hjælpe ham med at overleve denne svære situation,« lød det fra Vladimir Putin.  

Slovakiets indenrigsminister, Matus Sutaj Estok, fortalte på et pressemøde onsdag aften, at man mistænker gerningsmanden for at have et politisk motiv.