For næsten en halv million skattekroner kunne Forsvaret give danskerne en podcast i tre afsnit med komikeren Christian Fuhlendorff som vært. Målet med podcasten var at få flere til at søge Forsvarets officersuddannelse.

Nu er tallene for, hvor mange der lyttede med og søgte ind opgjort. Forsvaret er tilfredse, Dansk Folkeparti kalder det en skandale.

 Tilbage i februar kunne B.T. fortælle, at Forsvaret havde brugt 453.000 kroner på podcasten 'Fuhlendorff på mission: BLIV OFFICER'. Senere kom det i et svar til Folketingets Forsvarsudvalg frem, at pengene brugt på podcasten indgik i Danmark samlede Nato-bidrag.

Officersuddannelsen fik i år 547 ansøgere, hvilket er 35 flere end året før og 3 flere end forrige år, og det er Forsvaret tilfredse med oplyser man til B.T. I 2021 var der 741 ansøgere.

De er dog ikke tilfredse i Dansk Folkeparti.

»Det er jo en skandale, at skattekronerne bliver formøblet på den her måde især inden for forsvarsområdet. At man brænder penge af på sådan noget latterligt noget her, mens der bliver knoklet for at finde penge til vores soldater,« siger Nick Zimmermann, der folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

»Jeg har svært ved at se, at det er en succes. Altså, vi er jo selvfølgelig superglade for, at der er flere, der har søgt ind på uddannelsen, end der har været andre år. Men det tror jeg nu ikke, har noget at gøre med den her podcast.«

Nick Zimmermann (DF).
Nick Zimmermann (DF). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

I stedet mener Nick Zimmermann, at den øgede interesse kommer af, at der for tiden har været meget fokus på Forsvaret, og at »Der kan være mange personlige grunde. Derudover står vi i en ekstraordinær situation med en bindegal Putin.«

De tre afsnit har sammenlagt 43.831 lytninger. Den mest lyttede har 23.557 lytninger og den mindst lyttede har 2710. Og det er »flot« ifølge Forsvaret.  

»Podcasten med Christian Fuhlendorff har været med til at skabe både interesse og give indblik i officersuddannelsen. Næsten 44.000 lytninger er virkelig flot, og podcasten vil fortsat være tilgængelig, så flere kan få gavn af den,« skriver marketingschef i Forsvarets Personalestyrelse, Mikkel Jørnvil, til B.T.

Knap så flot ser det ud i Nick Zimmermanns øjne.

»De soldater, jeg har set udtale sig om den podcast ved næsten ikke, om de skal græde eller grine over det beløb, man har brugt på at udvikle den,« siger han og fortsætter.

»3000 lyttere på det seneste afsnit, det er jo ikke nogen succes. Jeg synes faktisk ikke, vi kan være det bekendt overfor vores dygtige soldater, at der sidder nogle djøfere og akademikere på den her måde og søsætter sådan nogle projekter her, som jo er totalt latterlige, og jeg tror absolut ikke, at vi får flere til at hoppe i trøjen ved at lave en podcast med en eller anden komiker.«

Folketingsmedlemmet mener i stedet, at man skulle bruge pengene på en måde, der kommer soldaterne til gavn.

Hos Forsvaret hæfter man sig dog ved, at kampagnen nåede de mål, man havde sat for ansøgere.

»Vi er rigtig godt tilfredse med kampagnen og dens resultater. Der er rift om de unge mennesker og deres opmærksomhed – men vi nåede vores mål med at få 1000 ansøgninger og oversteg endda dette,« skriver Mikkel Bjørnvig.

Det skal dog tilføjes, at man i år har slået tallene for løjtnantuddannelsen sammen med officersuddannelsen, når man opgør ansøgertallet.

 Løjtnantuddannelsen hører under officersuddannelsen, men kræver kun, at man har gennemført gymnasiet. Den almindelige officersuddannelse kræver, at man har en bachelorgrad.