På en forårsnat sidste år lånte Daniel Haldrup sine forældres bil for at hente en af sine venner fra byen. 

Kort efter blev de vækket af et opkald, der med ét ændrede deres liv. Ikke mindst Daniels. 

Deres søn, som i dag er 23 år, var kørt galt i et sving. Svævende mellem liv og død i en lægehelikopter med kursen mod traumecentret i Aalborg. 

»De næste fire dage vidste vi ikke, om han overlevede. Så fik vi beskeden om, at han var hjerneskadet. Siden har vi kæmpet for at få den rette hjælp,« siger Johnny Haldrup, som er far til Daniel, og først fortalte sin historie til TV 2 Nord. 

Efter ulykken fik Daniel Haldrup otte blødninger i hjernen og ødelagt nervebanerne. Han kan bruge armene og gå, men hjernen fungerer ikke længere, som den skal. 
Efter ulykken fik Daniel Haldrup otte blødninger i hjernen og ødelagt nervebanerne. Han kan bruge armene og gå, men hjernen fungerer ikke længere, som den skal.  Foto: Privat
Vis mere

Inden Daniel Haldrup blev hjerneskadet var han aktiv, udadvendt og selvstændig smed. 

I dag skal han have hjælp til at spise en rugbrødsmad. Hjælp til det hele, forklarer hans far. 

Lægefaglige dokumenter fra december sidste år, B.T. er i besiddelse af, viser, at Daniel Haldrup ikke længere har funktionsevne til at arbejde. At han dagligt skal instrueres i at spise eller gå i bad. 

Alligevel har den 23-årige endnu ikke fået bevilget førtidspension eller fået udbetalt forsikringspenge.

»Vi kæmper to kampe. Først kæmpede vi med ulykken, og siden har vi kæmpet med at få den rette hjælp til ham,« siger Johnny Haldrup, der tilføjer: 

»Vi står i gæld til halsen, og kan ikke betale vores regninger. Der er så mange udgifter forbundet med ham i forhold til rengøring - og især pasningen af ham.« 

Johnny Haldrup forklarer, at de for nylig har takket ja til en ældrebolig til deres 23-årige søn. De skal selv betale indskuddet på mere end 40.000 kroner. Ikke mindst den kommende husleje, mens de venter på, at Daniel Haldrup modtager økonomisk støtte. 

Hans far er for nylig gået på førtidspension, og hans mor arbejder på et plejehjem. Pengene er derfor ikke store, og med for nuværende en egenbetaling for Daniel Haldrup er situationen tiltagende kritisk:

»Vi ender rent ud sagt med at gå fra hus og hjem,« siger Johnny Haldrup. 

'Helt urimeligt'
Familien får hjælp til deres sag af Marianne Forsager, der er advokat hos Hjulmand Kaptain. 

Hun mener, at det er »ubegribeligt,« at Daniel Haldrup endnu ikke har fået udbetalt penge af Lærerstandens Brandforsikring, han var forsikret af, da han kørte galt: 

Inden Daniel Haldrups ulykke var bekymringerne færre i familien. Nu er der ikke plads til meget andet. 
Inden Daniel Haldrups ulykke var bekymringerne færre i familien. Nu er der ikke plads til meget andet.  Foto: Privat
Vis mere

»Hvis man har en hjerneskade, skal de betale – og det er tilfældet i denne sag. Den næste del er så kommunen, der i december i hvert fald bliver klar over, at han ikke er i stand til at arbejde. Alligevel har de ikke truffet afgørelse om førtidspension – og det er helt urimeligt,« siger hun. 

B.T. har forelagt både Lærerstandens Brandforsikring og Vesthimmerlands Kommune kritikken. 

Lærerstandens Brandforsikring må ikke udtale sig konkret om sagen, da der er tale om personfølsomme oplysninger. 

»Vi har stor forståelse for den svære og ulykkelige situation, familien er havnet i, og som et medlemsejet selskab har vi kun en interesse i at sikre, at vores medlemmer får den rette behandling og afgørelse. Vi bestræber os altid på at behandle sager hurtigst muligt med udgangspunkt i de oplysninger, der er tilgængelige for os,« oplyser Lone Reuter Strömgren, der er afdelingschef i Skadejura og Personskade hos Lærerstandens Brandforsikring og tilføjer: 

»I komplekse sager vil en eventuel méngrad normalt først kunne fastsættes, når den helbredsmæssige tilstand er stationær, hvilket som udgangspunkt vil være cirka et år efter ulykken. Vi kan sagtens forstå, at ventetiden kan være svær, og vi kan kun beklage den frustration, det medfører i denne sag.«

»Vi har dog ingen intentioner om – eller fordel af – at trække sagen i unødig langdrag. Ligesom vi i sager af denne karakter altid tilbyder at betale for advokatomkostninger for at sikre, at den tilskadekomnes sag bliver behandlet bedst muligt.« 

Mens familien venter på at få udbetalt forsikringspenge, kæmper de således også for, at Daniel Haldrup kan få en form for indkomst. At hans forældre kan blive aflastet. En proces, der således er trukket i langdrag.

Vesthimmerlands Kommune oplyser i et skriftligt svar, at Daniel Haldrups sag om eventuel førtidspension er blevet forsinket af, at hans helbredssituation mod forventning blev forværret i slutningen af sidste år. 

Johnny Haldrup og familien er meget påvirkede af, at deres sag er trukket i langdrag. Både økonomisk – ikke mindst psykisk, forklarer han. 
Johnny Haldrup og familien er meget påvirkede af, at deres sag er trukket i langdrag. Både økonomisk – ikke mindst psykisk, forklarer han.  Foto: Privat
Vis mere

Fra december 2023 frem til april 2024 forbereder man derfor planen om rehabilitering, ligesom Jobcentret igen skal indhente lægelig dokumentation, lyder det:

»Sagsbehandlingsskridtene er sket i forbindelse med, at jobcenteret får kendskab til ændringerne i Daniels helbred, og det har ikke været muligt at forberede sagen tidligere til behandling i det rehabiliterende team,« oplyser kommunen og tilføjer: 

»Hvis Daniel bliver indstillet til og får bevilget en førtidspension i forbindelse med mødet på det rehabiliterende team, vil førtidspensionen få virkning fra den 1. juli 2024 jf. gældende lovgivning.«

'Man går psykisk ned'
Det er nu lidt mere end et år siden, at Daniel Haldrup tog et forkert sving. Siden har de to kampe vist sig på humøret i familiens hjem. 

Hans forældre har dårligt haft tid til at sørge over, at deres søn aldrig bliver den samme. Ikke forstår, hvad der sker.

For nylig var John Haldrup indlagt et døgn med stress, fortæller han. Deres 19-årige datter mærker det også. 

»Man går psykisk ned med det. Når man sidder for sig selv og tænker lidt over det, der er sket med Daniel, går man fuldstændig ned med flaget,« siger Johnny Haldrup, der tilføjer: 

»Men der er ikke tid til at bearbejde det, når man skal sende 30 mails om dagen og kæmpe så meget for at få den hjælp, jeg troede, man ville få i et land som Danmark.«