Han er iskold, Brøndby-træner Jesper Sørensen.

Og en aftale er en aftale.

For når Brøndbys guldkonkurrenter FC København og FC Midtjylland torsdag mødes i en direkte dyst med stor indflydelse på Sørensen og co.'s guldchancer, ja, så sidder Sørensen i stedet trygt i sædet i Det Kongelige Teater med sine forældre på sæderne ved siden af.

Det afslørede han efter den ultra-vigtige 1-0-sejr over FC Nordsjælland på et elektrisk Brøndby Stadion onsdag aften, hvor Brøndby steg til tops.

»Nej, jeg skal ikke se den kamp. Jeg skal i operaen at se Tryllefløjten (på det kongelige teater, red.) med mine forældre. Det fik de i julegave, og det glæder jeg mig meget til,« siger Sørensen iskoldt.

Han er dog helt med på, hvad kampen har af betydning.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lige nu er Brøndby nummer et med et point ned til både FCK og FCM - og derfor skal der for Brøndbys vedkommende helst ikke findes en vinder i Parken.

»Den skal ende uafgjort, selvfølgelig. Så ryger der point op i himlen,« fortæller Sørensen, der onsdag var meget stolt af sit holds indsats mod FC Nordsjælland, hvor spillerne i gult og blåt lå med krampe på stribe.

»Vi vil gerne kunne bryste os af at kunne spille de her kampe, og det viste vi i dag. Vi var trætte til sidst, og spillerne spillede sig ud med alt, hvad de overhovedet havde. Med hver en fiber.«

»Det har jeg rost spillerne for, for det er det, man skal kunne i de her situationer,« siger Jesper Sørensen, som var blæst bagover af Brøndby Stadion.

Det kom til udtryk, da Sørensen selv animerede publikum i én stil, så han næsten skiftede ham i forhold til den afmålte person, han normalt gebærder sig som.

»Jeg ved slet ikke, hvem det var, der stod der! Haha, nej, men jeg mener også, at i sådan en fase her, skal jeg gøre noget, hvis jeg kan få publikum til at hjælpe spillerne,« siger Brøndby-træneren, der havde brug for en kop kaffe efter gyseren på vestegnen.

Du kan læse B.T.s dom over opgøret lige HER.