Er du til storby, kultur, god mad og shopping, vil du helt sikkert tabe dit hjerte til den spanske hovedstad. Byens nye mødested, Mercado de San Miguel, er det bedste eksempel herpå.

Madrids nye mødested

Hvad: Mercado de San Miguel
Hvor: Plaza de San Miguel, tæt ved Calle Mayor  

Vis a vis Plaza Major ligger byens nye mødested, Mercado de San Miguel. Den gamle smukke markedshal i Beaux-art-stil fra 1916 er efter flere års renovering omdannet til en kombination af marked og caféer, ja, nærmest én kæmpestor tapas-cafe. San Miguel ligger i hjertet af det gamle Madrid, og fra tidlig formiddag er der livlig handel i fiske-, slagte-, grønt- og frugtboderne, hvor de lokale stadig køber ind. Andre lægger vejen forbi for at drikke en espresso, og senere på dagen smutter forretningsfolket forbi for at stille sulten. Sådan bliver det ved dagen igennem, hvor alle møder alle helt til midnat – både unge og ældre madrianere. 

Fra de omkring 40 boder kan man gå rundt og købe tapas, øl og vin,  husk at købe den fra Madrid-regionen. Hvis man er så heldig at finde et ledigt bord i midten,  skiftes man til at hente nye forsyninger. Ellers går man gå fra bod til bod og snupper f.eks. tre østers og et glas vin for 5 euro i østers-baren, et par tapas med torsk eller ansjoser hos fiskehandleren, den berømte sortfodskinke, ost eller hvad der nu frister. Bliver man lækkersulten, er her også kage- og chokoladeboder, og én bod med yoghurt-is til dem, der vil holde den slanke linje. Der er også cocktailbar, boghandel, blomsterbod m.m. Fredag-lørdag er der åbent til kl. 2 om natten.
mercadodesanmiguel.es
 

Blahnik og Bernabeu

Hvad: Manolo Blahniks skobutik, Real Madrid og El Bulli-burger
Hvor: Calle de Serrano 53, Metro: Serrano 

Selvom man bruger indlæg og flade sko, er det en oplevelse at gå på opdagelse i Manolo Blahniks lille skobutik på Calle de Serrano 53. Den ligger – modsat Prada, Gucci og de andre dyre butikker i Serrano-kvarteret – lidt gemt inde i en lille gård. Kun en glasmontre på fortovet udenfor signalerer, at her ligger Manolo-butikken. Indenfor kan man gå rundt og kigge på den nye kollektion plus studere nogle af designerens mest berømte sko, eller købe et par. Man kan såmænd købe et par ballerinasko for 450 euro.
Er kæresten  med, kan shoppeturen begynde med et besøg på Real Madrids berømte stadion, Bernabeu. Metro til Santiago Bernabeu. Rundvisningen koster 16 euro og inkluderer besøg i omklædningsrummene og trofæ-salen.

Herfra kan man gå eller tage metroen til Ruben Dario, hvor de første butikker på strækningen ligger. Vis a vis metroen ligger Calle de Juan Bravo 3, hvor Ferran Adrià, manden bag El Bulli, har den ene af to moderne burgerbarer. Her er frisklavede frittes og cheeseburger med gorgonzola, sandwiches, salater, frisk frugt m.m. Fast Good, som den hedder, er indrettet futuristisk i skrappe farver – æblegrøn, blå og fuchsia-pink. Og så er der dømt shopping for resten af dagen.
fast-good.com


Ældste restaurant

Hvad: Spansk pattegris og byens bedste cocktail-bar
Hvor: El Sobrino de Botin, Calle de Cuchilleros 17 – Del Diego, Calle de la Reina

Madrid har nogle af verdens mest hippe restauranter, men byen kan desuden bryste sig af at have verdens ældste restaurant, nemlig El Botin. Ifølge Guinness’ rekordbog kan den dateres tilbage til 1725, og selveste Goya var opvasker der i sine unge dage, ligesom Hemingway var stamgæst på Botin. Botin er nævnt i alle turistbøger, men lad ikke det være afskrækkende. Der kommer også mange spaniere, som gerne fejrer fødselsdag i de smukke gamle omgivelser. Her er udskårne træpaneler og kakler fra gulv til loft. Så spansk, at man kan fornemme lyden af kastagnetter, så snart man træder indenfor. Botins specialiteter er Cochinillo, helstegt pattegris, og Cordero, spædlam. Husk at bestille en portion af hver og byt tallerken undervejs, ligesom spanierne gør det. 

Læg bagefter vejen forbi cocktailbaren El Diego i Calle de la Reina, der ligger parallelt med Gran Via. Den ejes af en tidligere bartender, den nu 80-årige Fernando del Diego og hans to sønner, som har lært faderens kunst ud i gode drinks. Her blandes de bedste cocktails i byen, og gæsterne er såvel unge som ældre. Prøv en Diego, der består af vodka, abrikosbrandy, bols og et stænk lime. Drinks koster omkring 10 euro. Indretningen er meget 50er-inspireret med bl.a. vægpaneler i lyse træsorter.
botin.es
 

Spansk-dansk design

Hvad: Helena Rohners designstudio
Hvor: Calle Almendro 4, en sidegade til Calle de Baja

Madrid er fuld af store og små designbutikker, for spansk design hører i til toppen af den internationale designverden. Navne som Jaime Hayon, Nani Marquina og Patricia Urquiola for blot at nævne nogle. En fjerde spansk designer, der efterhånden færdes hjemmevant hos Georg Jensen, Munio og Kähler, er Helena Rohner. Hun er opvokset på Gran Canaria med dansk design, fordi hendes far solgte danske varer, bl.a. Tulip, og ofte købte møbler og brugskunst i Danmark.
»Jeg er meget inspireret af dansk design, og det forsøger jeg at kombinere med mine spanske aner,« fortæller Helena Rohner. »Spanierne er stadig meget til 80er-stilen, lidt mørke farver og træsorter, fordi mange er blevet lidt konservative – ikke mindst efter finanskrisen.«

I atelieret kan man møde  Helena ved tegnebordet i gang med skitser til nye smykker og vaser. Hendes smykker er lige så  enkle som hendes brugskunst, og ofte mikser hun sølv med keramik eller nylon i en enkelt halskæde.
Blandt Madris mange designbutikker anbefaler Helena følgende: Designeren Marre Moerel Design Studio i Calle de Luna og designbutikkerne Vincon i Calle Castello 18 (husk at den, som mange andre butikker, holder siesta mellem 14 og 17) og Victimes de Celvloite i Calle Santiago.
helenarohner.com


Nonnernes hjemmebag

Hvad: Søde specialiteter fra klostre rundt om i Spanien.
Hvor: El Jardin del Convento, Calle de Cordon ved Plaza del Cordon

Husk også at opleve den knap så turistede del af Madrid. I stedet for at gå direkte til kongeslottet ad Calle Mayor, så læg vejen forbi Plaza de la Villa, hvor det, der var byens gamle rådhus, ligger. Her kan man opleve alle Madrids arkitektoniske stilarter. Selve rådhuset fra 1640 er i barokstil, mens den modsatliggende bygning, Los Lujanes-tårnet fra 1400-tallet, er i maurisk stil, der vidner om, at maurerne også har hersket i Madrid.

I samme område ligger Calle de Cordon, hvor butikken El Jardin del Convento ligger. Det er en specialbutik med hjemmebagte småkager, kiks samt andre søde sager som marcipan, honning og marmelader – alt er lavet af nonner fra forskellige klostre rundt omkring i Spanien. I butikken kan man også købe håndmalede billeder af krydder- og lægeurter, håndsyede viskestykker og andre oplagte gaveting, der ikke oser af turisme. I gamle dage blev kagerne solgt gennem en lille lem i klosterporten, fordi nonnerne ikke måtte tale med nogen. Fra butikken er der ikke langt til en af byens mange grønne oaser, Emir Mohamed-parken, hvor man kan se rester af den arabiske bymur, der omkransede Maherit, det arabiske navn for Madrid, som blev anlagt af den 5. emir af Cordoba. Om sommeren afholdes der en del koncerter og andre arrangementer i parken.