Robert Fico blev onsdag ramt af skud efter møde i byen Handlová. Han er natten til torsdag ved bevidsthed.

Den slovakiske premierminister, Robert Fico, er ved bevidsthed efter flere timers operation. Det melder slovakiske medier ifølge nyhedsbureauet dpa.

Dpa henviser til det slovakiske tv-medie TA3 og avisen Dennik. Det fremgår ikke, hvor de har oplysningerne fra.

De to medier har ikke yderligere oplysninger om premierministerens tilstand.

59-årige Robert Fico har ifølge det slovakiske regeringskontor onsdag været mål for et attentat.

Robert Fico blev fløjet med helikopter fra Handlová, hvor skudepisoden fandt sted, til et hospital i byen Banska Bystrica.

Onsdag aften meddelte landets forsvarsminister, Robert Kalinak, at Fico fortsat var på operationsbordet. På daværende tidspunkt lød det, at Ficos tilstand var meget kritisk.

Ved 22-tiden sagde Slovakiets vicepremierminister, Tomas Taraba, at Fico "ikke længere er i livsfare, som det ser ud nu".

- Jeg blev meget chokeret. Men heldigvis gik operationen godt, så vidt jeg ved, og jeg tror, at han ender med at overleve, sagde Taraba i et interview med BBC.

På et pressemøde onsdag aften foran hospitalet fortalte forsvarsministeren og indenrigsministeren, at Fico er blevet ramt af fem skud. Ifølge Tomas Taraba har et af skuddene ramt Fico i maven.

Øjenvidner har fortalt til den amerikanske tv-station CNN, at han blev ramt både i maven, armene og benene. Der er dog ingen officielle instanser, der har oplyst, hvor på kroppen alle skuddene præcist har ramt.

Den formodede gerningsmand er anholdt. Ifølge slovakiske medier er der tale om en 71-årig mand, men det er ikke bekræftet af myndighederne.

Vicepremierministeren siger til BBC, at skyderiet blev udført "meget tæt på" af en ældre mand.

Ifølge Slovakiets indenrigsminister formoder myndighederne, at der ligger et politisk motiv bag attentatet.

/ritzau/