Voksne med kronisk lungesygdom er blandt de personer, som har større risiko for et alvorligt forløb af COVID-19.

De fleste, som bliver ramt af coronavirussen, oplever milde symptomer, der forsvinder af sig selv, men mere alvorlige forløb kan resultere i åndedrætsbesvær og lungebetændelse.

Allergikere hører under den befolkningsgruppe, der skal være særligt forsigtige i disse dage, da pollensæsonen står for døren, skriver Forskning.no i en artikel bragt på Videnskab.dk.

Faktisk bør allergikerne undgå eller minimere kontakten med pollen mest muligt, lyder det fra Sverre Steinsvåg, der er specialist og afdelingsleder ved øre-næse-halsafdelingen ved Sørlandet sygehus i det sydlige Norge til forskning.no.

Det skyldes blandt andet, at pollensæsonen kan gøre det vanskeligt at skelne mellem astma-allergi-symptomer og COVID-19.

»Ved typiske allergisymptomer bør man begynde behandlingen med antihistaminer og eventuelt næsespray med kortison,« forklarer Sverre Steinsvåg til Forskning.no.

Han advarer mod kortisonindsprøjtninger, især nu hvor kortisonindsprøjtninger øger patientens risiko for infektion.

Vigtigt med medicin

Det bekymrer ligeledes Helle Grøttum, Generalsekretær i LHL Astma og allergi, at udbruddet af COVID-19 falder sammen med pollensæsonen.

»Rigtig mange med astma og pollenallergi oplever en forværring af symptomerne, når pollensæsonen er skudt i gang,« siger Helle Grøttum fra Norges LHL Astma og allergi til forskning.no, hvortil hun uddyber:

»Desuden vil det være meget vanskeligt at skelne mellem symptomerne på pollenallergi og COVID-19, fordi de er så ens.« Det vigtigste nu er, at astmatikerne tager deres medicin, så de kan styre symptomerne, lyder det fra Helle Grøttum.

Mange astmatikere oplever, at symptomerne bliver forværret af én eller flere udløsende faktorer, som fysisk aktivitet, allergener som pollen, kulde eller infektioner.

Hvis symptomerne forværres, øger man almindeligvis dosis, hvis patienten bliver udsat for infektioner eller andre påvirkninger, fortæller hun. Det gælder især for lægemidler, som åbner luftvejene.

»Hvis man har fået en optrapningsplan af lægen, bør man følge den,« siger hun.

Sørg for at være forberedt, og hav nok medicin liggende til to uger i karantæne, tilskynder hun.

Helle Grøttum opfordrer også til, at personer med symptomer på COVID-19 fortæller, at de lider af astma eller lungesygdom.

Andre artikler på Videnskab.dk: