Den muslimske friskole Iqra Privatskole på Nørrebro i København med over 500 elever er i overhængende fare for at lukke.

Statens tilsyn har besluttet at tilbageholde skolens tilskud på over 21 mio. kr. fra 1. januar 2018, og herefter påtænker styrelsen helt at fratage skolen sit tilskud.

»Vi har haft et grundigt tilsyn med skolen, og der er mange alvorlige brud på loven,« siger Susanne Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

I styrelsens brev til skolen henviser myndigheden bl.a. til en række forhold, som BT har afdækket.

Senest kunne BT 6. december afsløre, at skolens konstituerede leder Ahmed Salale har spredt videoer fra den islamistiske organisation Hizb Ut-Tahrir i forskellige grupper på Facebook. Hizb Ut-Tahrir arbejder for at etablere et verdensomspændende kalifat og har tidligere opfordret til drab mod jøder.

‘En lille video om Hizb Ut-Tahrirs arbejde verden over. Allahu Akbar’, skrev skolelederen blandt andet. På trods af at have spredt organisationens budskaber afviste Ahmed Salale dog enhver form for tilknytning.

Men ifølge styrelsen er hans udmeldinger på Facebook om Hizb Ut-Tahrir med til at rejse tvivl om, hvorvidt skolen efterlever lovgivningens krav om at forberede eleverne til frihed- og folkestyre, skriver styrelsen til skolen.

Tidligere har BT desuden afdækket skolens forbindelser til moskeen Islamisk Kulturcenter i Københavns nordvestkvarter og dennes fremtrædende imam Khalil Jaffar. Han var med til at oprette skolen og var indtil for nylig ansat som viceleder. Styrelsen er i tvivl om, hvorvidt skolen er uafhængig fra moskeen.

I brevet til skolen inddrager styrelsen BT's artikel fra 1. november, hvor avisen kunne afsløre, at Khalil Jaffar ved et møde med den indonesiske ambassadør forklarede, at moskeen har grundlagt skolen, og at den er »rodfæstet i studiet af Islam.«

BT kunne også afsløre, at Khalil Jaffar i en periode på omkring et halvt år havde tilladt en ung mand tiltalt for at være Islamisk Stat-kriger at have adresse i Jaffars hus.

Sidenhen har manden haft adresse hos Islamisk Kulturcenter, hvor Khalil Jaffar er imam. Tirsdag blev den unge mand, der har skiftet navn til Alexander Bak, idømt 3 år og seks måneders fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien.

Forholdet mellem Khalil Jaffar og den terrordømte har skolen ifølge styrelsen »ikke taget afstand fra og reageret på.«

Efter artiklerne har skolens nye bestyrelse opsagt Khalil Jaffar.

Derudover er der ifølge styrelsen en lang række andre problemer: Uregelmæssigheder ved afholdelse af prøver, tvivl om ansattes danskkunskaber samt manglende bogføring og rod i økonomien. Der er bl.a. købt Apple-computere, som ikke fremgår af skolens liste over materialer.

Desuden har skolens administration ikke udført forsvarlig skoledrift. For eksempel er imamen Khalil Jaffars ansættelseskontrakt underskrevet af hans hustru, der på daværende tidspunkt slet ikke var ansat på skolen.

»Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det er bl.a. derfor jeg siger, at der er ting omkring administrationen på skolen, som ikke lever op til en ordentlig forsvarlig skoledrift,« siger Susanne Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Den konstituerede skoleleder Ahmed Salale fortæller til BT, at skolen har orienteret forældrene om den nye situation.

»Hvis styrelsen trækker tilskuddet, stopper skolen under alle omstændigheder,« siger han.

Der er for nylig valgt ny bestyrelse på skolen, ligesom skolen har valgt at droppe sit samarbejde med skolens støtteforening. Støtteforenigen havde indtil for nylig adresse hos moskeen Islamisk Kulturcenter.

Ifølge skoleleder Ahmad Salele er der sket et opgør med den gamle bestyrelse.

»Skolens tidligere bestyrelse var proppet med konservatisme. Forældrene til skolens elever er ikke interesserede i at have en konservativ, religiøs skole,« siger han. Han håber, at forældrene kan være med til at overbevise omverdenen om, at det nu er en nytænkende og moderne skole, der gerne vil forbedre forholdene.

Iqra Privatskole har indtil 8. januar til at komme med bemærkninger til styrelsen, hvorefter myndigheden træffer en endelig afgørelse.