»Det er en af de alvorligste forbrydelser, man kan blive udsat for som menneske. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi får nedbragt sagsbehandlingstiderne. Sagsbehandlingstiden på denne type kriminalitet SKAL ned.«

Sådan lyder det fra rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, efter B.T har dokumenteret, at sagsbehandlingstiden på sædelighedsforbrydelser er steget til rekordhøjder.

Den rekordhøje sagsbehandlingstid dækker over store regionale forskelle, viser nye tal, som B.T. har fået i en aktindsigt hos Rigspolitiet.

I første kvartal i år måtte ofre for voldtægter, blufærdighedskrænkelser og andre sædelighedsforbrydelser leve med en sagsbehandlingstid fra anmeldelse til dom i Københavns Vestegns Politikreds på hele 603 dage.

TIP OS: B.T. serie – Vi venter på politiet. Aldrig har sagsbehandlingen været så lang som nu. Har du oplevet lange ventetider hos politi og domstole, så skriv til os på 1929@bt.dk

På Fyn lå sagsbehandlingstiden på omkring det halve, 315 dage.

De markante regionale forskelle i sagsbehandlingstiderne skal ifølge rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg ikke forklares med, at betjentene på Fyn er mere effektive end deres kolleger på den københavnske Vestegn.

Den store forskel kan snarere skyldes, at et stort og langstrakt sagskompleks endelig føres til dom, forklarer rigspolitichefen.

Sagsbehandlingstid i sager om sædelighedsforbrydelser fra anmeldelse til dom. Klik på politibilen på kortet for at se tallene for din politikreds.

»Det kan også skyldes, at en gerningsmand er forsvundet ud af landet. Der er en del sager, hvor den mistænkte er efterlyst i udlandet, og så bliver sagerne ekstremt gamle, når det så lykkes at anholde vedkommende og føre sagen til doms. Sådan en sag tæller tungt i sagsbehandlingstiden,« siger han.

Når det er sagt, betoner rigspolitichefen, at han har fokus på, at politikredsene skal lære af hinanden.

»Vi kigger efter bedste praksis og lærer af hinanden. Det kræver fokus og driftsstyring, så sagerne ikke skifter hænder for mange gange,« siger Jens Henrik Højbjerg.

Politidirektør i Københavns Vestegns Politi Kim Christiansen kalder den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 603 dage i første kvartal i år i hans kreds for 'meget utilfredsstillende'.

»Men heldigvis viser de seneste (ikke offentliggjorte, red.) tal, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i sædelighedssager nu er betragtelig lavere,« siger Kim Christiansen og tilføjer:

»Det er vigtigt for mig at understrege, at vi er meget opmærksomme på, at i alle sædelighedssagerne er der en eller flere forurettede borgere, der venter på, at en gerningsmand bliver stillet til ansvar. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden har fokus på at behandle sagerne hurtigst muligt.«

Det landsdækkende gennemsnit på sagsbehandlingstiden for sædelighedsforbrydelser ramte i første kvartal i år rekordhøje 472,5 dage.

Mary Jane Williams fra Randers måtte vente 996 dage på, at den unge mand, der krænkede hende seksuelt, blev dømt.
Mary Jane Williams fra Randers måtte vente 996 dage på, at den unge mand, der krænkede hende seksuelt, blev dømt. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det er 165,5 dage mere end i 2007, hvor Rigspolitiet begyndte at registrere sagsbehandlingstiden.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, hvad vil du sige til det offer for en sædelighedsforbrydelse, der lige nu sidder og tænker: 'Når det tager langt over et år at få min sag afgjort, så orker jeg ikke at anmelde det'?

»Jeg kan godt forstå, at man kan føle sig fortvivlet, men det er rigtig vigtigt, at man anmelder de her meget alvorlige sager. Og så skal vi gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at behandle dem så hurtigt som muligt. Det gælder i hele straffesagskæden: politi, anklagemyndighed og domstole.«

Rigspolitichefen forklarer, at politiets ressourcer de seneste år er blevet strakt til det yderste som følge af nye og mandskabskrævende opgaver som grænsebevogtning og terrorbeskyttelse.

»Vi har i politiet været meget tydelige med, at alle de nye opgaver ville få konsekvenser for sagsbehandlingstiderne og bunkernes størrelse,« siger han, men lover i samme åndedrag bedring.

Han peger blandt andet på, at der allerede nu bliver uddannet langt flere betjente fra politiskolerne.

»Vi uddelte godt 200 eksamensbeviser i fredags (fredag den 5. juli), og der kommer også rigtig mange ud til efteråret og igen i 2020. De skal ud i politikredsene og hjælpe til, at vi får mange flere hænder på de her sager. Det vil helt sikkert få en stor betydning.«

Justitsministeren annoncerede i B.T den 7. juli., at han vil bede rigspolitichefen og Rigsadvokaten om at udarbejde en plan for, hvordan sagsbehandlingstiderne kan nedbringes. Hvordan vil rigspolitichefen beskrive den opgave, han står over for?

»Vi er allerede i gang. Det kræver bl.a. ledelsesmæssigt fokus på, hvorfor sagerne ligger længe, øget fokus på driftsstyring og fokus på, at man med passende mellemrum får orienteret de forurettede om status i deres sager. Der kommer en række initiativer til justitsministeren den kommende tid.«

Kan du love vores læsere og justitsministeren, at når vi kigger på tallene igen om et år – i første kvartal 2020 – så er sagsbehandlingstiderne faldet?

»Ja, det er jeg sikker på. Nu kan man aldrig vide, hvad der sker derude. Der mange omverdensfaktorer, som vi ikke selv er herrer over. Men jeg er, som det ser ud nu, helt sikker på, at vi kommer til at nedbringe både bunker og sagsbehandlingstider. Det skal vi simpelthen, og det kommer også til at ske.«

Dansk Folkeparti har mistet tålmodigheden og har kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.