Storklubben OB står midt i årtusindets største krise og har kurs mod et chokerende Superliga-exit.

Søndag tabte traditionsklubben for anden gang i sæsonen på hjemmebane til bundproppen Hvidovre, og de hårdt prøvede odenseanere har stadig til gode at se OB vinde på eget græs i denne sæson.

Det er ganske enkelt rystende, hvad der foregår hos de stribede, mener Lasse Vøge, B.T.s sportschef, som ser klubbens nuværende præstationer som den rådne frugt af 13 års dårligt arbejde.

»Det er rystende at se en stor fodboldby som Odense blive mishandlet med så dårligt et fodboldhold. Det har stået på i 13 år efterhånden – og nu ligner det, at elendigheden kulminerer,« siger han og kommer med en dyster forudsigelse:

OB's fans venter 10 måneder inde i sæsonen stadig på den første hjemmesejr.
OB's fans venter 10 måneder inde i sæsonen stadig på den første hjemmesejr. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det bør ikke komme bag på nogen, hvis OB er et 1. divisionshold efter sommerferien.«

Det dårlige spil på banen – der hidtil kun har kastet to point af sig i nedrykningsgruppen – falder ifølge Lasse Vøge tilbage på klubbens ledelse, der ikke har formået at tilføre stabilitet til truppen:

»Klubben er et studie i elendige beslutninger. Alt foregår med rystende hånd. Først forlænger man med Andreas Alm, så fyrer man ham,« siger han og fortsætter:

»I sommer henter man 11 nye spillere – fire af dem er allerede sendt videre, og yderligere to smutter sandsynligvis om lidt, hvor deres kontrakter udløber. Ingen i klubben aner, hvad planen er.«

Fodbolddirektør Björn Wesström og OB-ejer Niels Thorborg er skyld i den aktuelle krise, mener B.T.s sportschef.
Fodbolddirektør Björn Wesström og OB-ejer Niels Thorborg er skyld i den aktuelle krise, mener B.T.s sportschef. Foto: Kent Rasmussen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mere konkret peger Lasse Vøge på problemet: Klubejer og bestyrelsesformand Niels Thorborg

»Han er fællesnævneren for 13 års dårligdom. Niels Thorborg har ikke kunnet sætte en organisation sammen, som kan leve op til en – for en by af Odenses størrelse og for en klub med OB's budget – beskeden målsætning om top 6,« siger sportschefen og sætter navn på endnu en synder:

»Elendigheden er eskaleret i denne sæson falder primært tilbage på fodbolddirektør Björn Wesström, som har formået at gøre et dårligt fodboldhold endnu dårligere med sine mange mystiske handler og beslutninger.«

En af dem var at indsætte assistenttræneren som cheftræner, mener Lasse Vøge:

»Hans seneste beslutning – at udnævne Søren Krogh som cheftræner – ligner her og nu endnu en nitte.

OB er placeret som nummer 9 i Superligaen – to point foran Vejle Boldklub, der lige nu ser ud til at følge Hvidovre ned i 1. Division.

En OB-spiller får den lidet flatterende titel som 'Ugens Skurk' i B.T.s Superliga-podcast 'Transfervinduet – Ugens Rapport'. Hør det her.