»Paparazzi« hedder en helt ny Søren Poppe-sang. Den er så ny, at den ikke er med på hans nye album. Sangen handler om Poppes oplevelser med Se og Hør. Sidste år mødte han Jannie Christensen - kendt som den fodbold-uforstandige babe fra Oddset-reklamerne.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der var kemi. Søren inviterede hende på besøg. Og dermed også Se og Hør. Skulle det vise sig.

»Det er en joke, at ugebladet møder op her på min bopæl. Tænk, at jeg er så »vigtig«, at de holdt ude på vejen hele weekenden. De stod her også mandag morgen, da Jannie gik, og tog billeder. Jeg troede, det var løgn. Som jeg sagde - det må være sådan at være David Beckham,« siger Poppe, og tilføjer grinende:

»Det mest vanvittige var, at de sendte et eks. af Se og Hør til mig om torsdagen. Som om der var tale om et samarbejde...«

Døgnovervåget på første date
Forholdet var næppe blevet til noget alligevel. Men oplevelsen med Se og Hør fik ikke ligefrem kærligheden til at blomstre. Det er en speciel oplevelse at blive døgnovervåget på sin første date.

»Det er med mig som med alle andre, at man skal ses nogle gange for at finde ud af, om man har noget til fælles. Sådan var det med Jannie. Så spørger Se og Hør, om vi er kærester. Jeg anede ikke, om vi var kærester.«

Søren Poppe var kæreste med TV-værten Mai-Britt Vingsøe indtil sidste år. Det var også en god historie, men bruddet skyldtes ikke mediernes fokus

»Nej, det havde ikke noget med det at gøre. Det gik bare ikke. Jeg holder stadig meget af Mai-Britt,« siger Poppe.»Lige efter at min skilsmisse kom på forsiderne, fik jeg nærmest paranoia. Hvem sladrer? Om det så var en korpige, der skulle komme og øve, turde jeg dårligt invitere hende hjem. Tænk hvis nogen ville stikke mig.«

Oplevelserne skræmmer dog ikke Søren Poppe fra parlivet.

»Jeg har bestemt ikke tænkt mig at leve i cølibat resten af mit liv. Jeg håber da, at jeg en gang møder mit livs næste eneste ene. Ligesom jeg gjorde med Pernille,« siger Poppe.

De har to døtre sammen, som bor fire dage ad gangen i hans hus.