Beboere i Frankrigs næststørste by svarer via de sociale medier igen på trusler fra Islamisk Stat med galgenhumor og en sprogbrug, som forarger terroristerne.

Marseille er en smuk by, men den er ikke for tøsedrenge. Det er langt fra tilfældigt, at den store middelhavshavs-metropol ofte vælges som kulisse for hårdkogte røverhistorier lige fra filmklassikere som »The French Connection« til en spritny TV-serie på Netflix med Gérard Depardieu i hovedrollen som anløben borgmester I Marseille. For også i virkelighedens verden er byen plaget af organiseret kriminalitet, korruption, sociale problemer og forurening – samt et mere eller mindre permanent trafikalt kaos.

Les Marseillais er med andre ord vant til lidt af hvert. Derfor var reaktionerne også blandede, da Islamisk Stat – eller Daesh, som franskmændene med et nedsættende akronym foretrækker at kalde terrororganisationen (der er to andre arabiske ord med samme udtale, der betyder: »Den, som træder under fode« og »Den, der sår splid«. red.) – i sidste uge for første gang med navns nævnelse truede byen. Mens borgmesteren forståeligt nok bad centralregeringen styrke terrorberedskabet, valgte mange af byens indbyggere at gå til retorisk modangreb via de sociale medier.

»Daesh truer Marseille, jeg truer Daesh,« skrev en af dem – Mohamed Nenni – på Facebook og uploadede en syv minutter lang video, hvori terroristerne fik tørt på med flittig brug af den lokale dialekts absolut værste gloser.

»Hvad tror I, at Marseille er for et sted? Tror I, det er Schweiz eller Luxembourg? Tror I, at I er »Power Rangers« (tegnefilmsfigurer. red.), og at I bare stille og roligt kan komme og nakke os,« spurgte Nenni iført solbriller og kasket under sin lynhurtige, rappende enetale og svarede selv:

»Her har vi Kalashnikovs og raketstyr, og hvis nogen rører min mor eller min niece, tager jeg direkte til Syrien og sprænger mig selv i luften.«

Mere bange for grammatik

Videoen blev i løbet af få døgn afspillet 1,2 millioner gange, og sideløbende tog en bølge af galgenhumoristiske kommentarer fart på Twitter.

»Her i byen når Daesh ikke langt, hvis de kommer i lastbil med alle de ulovligt parkerede biler,« forudså en bruger.

En anden advarede terroristerne mod at angribe fra havsiden, hvis de vil undgå at pådrage sig sygdomme fra det forurenede vand. Og en tredje morede sig med at liste ting, som skræmmer de lokale. Førstepladsen indtager byens hårdt prøvede fodboldklub Olympique Marseille efterfulgt af det franske sprogs grammatiske regler og indkomstskat. Man skal ned til nr. 99 for at finde politiet, og først herefter kommer Daesh.

Spørgsmålet er, hvad terroristerne er bange for, og noget kunne tyde på, at de ikke bryder sig om at være til grin. I hvert fald valgte franske jihadister i Syrien forleden at gå i rette med Mohamed Nenni via en af Islamisk Stats hjemmesider og understrege, at de ikke er bange for »små fransk-arabiske affaldsprodukter, som fylder deres urene mund med vulgariteter hvert andet sekund«.

En reaktion, som ifølge en Twitter-bruger beviser, at Nenni og andres modoffensiv »har haft større effekt end regeringens politik mod radikalisering gennem de seneste 18 måneder«. Mindre kan formentlig gøre det. Men beboerne i Marseille og med dem resten af franskmændene har om ikke andet fået sig et godt og velfortjent grin på terroristernes bekostning.