TV 2's kontroversielle erhvervsjurist og muldvarp, Amira Smajic, blev i 2022 dømt for en overtrædelse af straffeloven. 

Det afslører en dom, som B.T. har fået aktindsigt i. 

Dommen er afsagt 1. februar 2022, og hun har ifølge dommen gjort sig skyldig i at have udvist 'grov skødesløshed' i forbindelse med sit job som erhvervsjurist.  

Ifølge TV 2 havde journalisterne bag første gang kontakt med Amira Smajic i begyndelsen af 2022, da journalist Mads Brügger introducerede tv-stationen for erhvervsjuristen, der altså senere skulle blive muldvarp i 'Den sorte svane'.

I marts 2022 blev de første skjulte optagelser i marken lavet. Det er altså én måned efter, at Amira Smajic modtog sin dom i Københavns Byret.

I 'Den sorte svane' fremgår det på intet tidspunkt, at Amira Smajic er blevet dømt efter straffelovens § 157, som blandt andet handler om 'forsømmelse og skødesløshed i tjenesten'. 

Sagen handler om, at hun gennem sit arbejde i Advokatfirmaet Smajic fik adgang til to ringbind med efterforskningsmateriale, som var blevet udleveret af politiet i en straffesag. 

Ringbindene fandt politiet ved en ransagning i en anden straffesag, og retten fandt det altså godtgjort, at Amira Smajic ikke havde håndteret de fortrolige ringbind korrekt, eftersom de blev fundet liggende frit tilgængeligt på adressen på Sandkaj 21 i København.

Her lå ringbindene, mens andre personer 'havde fast ophold dér', står der i dommen.

Det er i dommen ikke godtgjort, hvornår og hvordan ringbindene forsvandt fra Advokatfirmaet Smajics kontor og endte på adressen på Sandkaj 21, udover at retten konstaterer, at det er sket i en 'ukendt periode indtil 1. februar 2018'.

Men retten finder det bevist, at Amira Smajic har udvist 'forsømmelse og skødesløshed' i sin håndtering af ringbindene.      

Dommen lød på 10 dagbøder af 1000 kroner. 

Amira Smajic har ikke mulighed for at kommentere straffesagen, oplyser hendes advokat Carlo Siebert.

Af dommen fremgår det også, at Amira Smajic i 2017 blev idømt en bøde på 9.500 kroner for overtrædelse af færdselsloven. 

Andre læser også