Den gode stemning er tilbage på det danske badmintonlandshold. Med sidste sejr i en stribe på tre sørgede mixeddoublen for et vigtigt dansk vendepunkt.

Følelsen af at være på katastrofekurs blev tirsdag eftermiddag afværget i den danske OL-badmintontrup. Da Jens Eriksen og Martin Lundgaard tidligt tirsdag havde føjet endnu et skuffende resultat til en stime af danske nederlag ved OL, så det rigtig skidt ud, men inden inden dagen var omme, havde de danske badmintonspillere hentet tre kvartfinalebilletter. Mixeddoublen med Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn stod for den sidste.

- Vi var meget tryggede i går. Og da Jens og Martin tabte i morges, så det ikke godt ud. Men nu har vi så fået tre sejre ud af fire mulige. Så den gode stemning er tilbage, sagde Thomas Laybourn.

Den danske mixeddouble kom smertefrit videre til kvartfinalen efter sejr over Hendri Kurniawan Saputra og Yujia Li fra Singapore. I kvartfinalen torsdag møder Juhl og Laybourn det tredjeseedede indonesiske par Vita Marissa og Flandy Limpele.

/ritzau/