Cykelrytteren Jakob Fuglsang har skrevet en to-årig kontrakt med Team CSC Saxo Bank, og sætter dermed for alvor ind på landevejscyklingen.

Der har været stor efterspørgsel efter Jakob Fuglsang, der i sin gule trøje i Post Danmark Rundt før sidste etape nu kan fejre, at han har skrevet kontrakt med det danske ProTour-hold, Team CSC Saxo Bank.

- Det er verdens bedste cykelhold, og det har det været flere år i træk. Jeg synes, det beviser, hvor glade rytterne er for at køre der, når Matti Breschel vælger at forlænge sin kontrakt med dem, selv om det karrieremæssigt måske blev betvivlet om det var det rigtige valg og når Lars Bak bliver der, selv om han er blevet vraget til Tour de France de seneste to år, på trods af at han egentlig var god nok til at køre, siger Jakob Fuglsang.

Han ved godt, at det er et hold, det kan være svært at køre store løb for, fordi de i forvejen har en del store stjerner som for eksempel Carlos Sastre.

- Men jeg skal stadig udvikle mig, og nu får jeg for alvor en chance for at vise hvad jeg kan, siger han. Kontrakten gælder fra årsskiftet og løber i to år.



/ritzau/