En opsigtsvækkende regelændring træder i kraft for første gang til det forestående EM.

Til slutrunden bliver det nemlig anførerens – og anføreren alene – opgave at have dialogen med dommeren, hvis der er utilfredshed med kendelser i kampens hede.

Et tiltag, der er blevet diskuteret heftigt, men også et, som Kasper Hjulmand bifalder.

»Alle, der kender mig, ved, at jeg imødekommer alle tiltag, der gør, at bolden ruller mest muligt og giver mest mulig effektiv spilletid, så jeg synes, det er en god idé,« fortæller landstræneren til den fremmødte presse i landsholdslejren på Marienlyst Hotel.

Kritikken af det nye tiltag er gået meget på, at det kan være vanskeligt at håndhæve det i praksis.

Af reglementet fremgår det, at der skal stanges gule kort ud til de aktører, der ikke kan holde sin utilfredshed for sig selv – hvis altså ikke man bærer anførerbindet.

Og den danske landstræner er da også enig i, at det er noget, der kommer til at tage tid at føre ud i livet.

»Det kommer til at kræve tilvænning, fordi vi er så passionerede og emotionelle. Det gælder ikke kun spillerne, men også ham ude på bænken,« siger Hjulmand og fortsætter:

»Vi skal øve os i, at vores emotionalitet ikke rettes mod dommeren, men noget andet. Så det er noget, vi alle sammen lige skal vænne os til.«

Hjulmand slår desuden fast, at det også er noget af det, der skal øves på i de to testkampe, der venter denne uge.

Her møder man først Jon Dahl Tomassons svenske landshold på onsdag, mens Ståle Solbakkens norske mandskab kommer på besøg lørdag aften.

Transfervinduet - nu som nyhedsbrev

Få en klar mening om seneste nyt fra fodboldens verden fra sportschef Lasse Vøge. Direkte i din indbakke

Jeg giver hermed tilladelse til, at B.T.sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anforte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.