Østre Landsret frifandt torsdag fagforeningen 3F i en sag anlagt af en tidligere tillidsmand hos Rose Poultry.

En tidligere tillidsmand på fjerkræslagteriet Rose Poultry får ingen erstatning af sin egen fagforening 3F. Det afgjorde Østre Landsret torsdag.

Sagen mod 3F (tidligere SiD) startede, da den fyrede tillidsmand Poul Pedersen og 3F Midtvendsyssel mente, at han og 11 andre medarbejdere ikke fik den rette hjælp af moderforbundet i forbindelse med en bortvisning fra Rose Poultry. Poul Pedersen mener, at spørgsmålet om berettigelsen af bortvisningen fejlagtigt blev afgjort i Arbejdsretten og ikke efter en faglig voldgift.

Men Østre Landsret vurderede, at 3F havde handlet korrekt. Og landsretten konstaterer, at der ikke er grund til at antage, at en faglig voldgift ville have givet et andet udfald af sagen for Poul Pedersen og de andre bortviste end Arbejdsrettens bedømmelse./ritzau/