Mens reklamekanonerne er kørt i stilling for at få bilisterne til at skifte til Shells V-Power benzin, spiller benzingiganten med fordækte kort.

Shell forsøger at skjule, at bilisterne skal betale 23 øre mere pr. liter for den nye MTBE-fri 95 oktan benzin end for en tilsvarende liter blyfri benzin. Mens bilisterne skal betale 8,41 for en liter 95 blyfri, er prisen for den tilsvarende 95 MTBE-fri benzin 8,64 kr.

Shell-kunder som B.T. har snakket med føler, at Shell spiller med fordækte kort og snyder dem. Selskabet fortæller nemlig ikke, hvad prisen er på V-Power-benzinen på de store prisskilte ved tankstationerne. I stedet er pladsen, hvor prisen plejer at stå, dækket af et stor reklame for den nye benzin, der ifølge Shells egne oplysninger har en rensende effekt, som fjerner belægninger i motoren og holder den fri for urenheder.

Ovenover reklamen for den nye benzin står prisen for 95 blyfri, hvilket får mange kunder til at tro, at prisen er den samme for den nye V-power benzin. Men det er den ikke.

Ifølge informationschef Annemette Moesgaard, A/S Dansk Shell, er der ikke tale om at Shell snyder kunderne.

»Vi må simpelthen ikke oplyse prisen i henhold til bekendtgørelsen om prismærkning fra Forbrugerstyrelsen,« lyder svaret fra informationschefen på hvorfor selskabet ikke reklamerer med, at Shell V-Power er 23 øre dyrere pr. liter. end 95 blyfrit.

Det er først, når forbrugerne kommer hen til benzinstanderen, at de kan se, hvad prisen er på Shell V-Power benzinen. Men flere kunder opdager reelt først prisen, når de skal betale.

Men det er der ifølge fuldmægtig Birgit Bennetzen, Forbrugerstyrelsen, ikke noget at gøre ved.

Hun erkender, at det kan være uheldigt, men så længe prisen står på displayet på benzinstanderen, er forbrugeren blevet gjort opmærksom på prisen, siger hun.

»Det er korrekt, at Shell ikke må skilte med prisen på prisstanderne ude ved vejen. Det er simpelthen for at undgå en stor skilteskov, som kan være med til at forvirre bilisterne, når de drøner forbi og samtidig skal kigge på prisen. Selvfølgelig kan det virke uheldigt, at der er tale om to typer 95 oktan benzin, og man kun skilter med prisen på den ene,« siger Birgit Bennetzen.

Alligevel mener hun ikke, at bekendtgørelsen skal laves om, således at benzinselskaberne bliver pålagt at skilte med priserne på de forskellige typer benzin, de sælger.

»Så længe det kun er et selskab - her Shell - som har en anden type benzin med samme oktan-tal, skal bekendtgørelsen ikke ændres. Men bliver det mere udbredt, er det noget vi må overveje,« siger Birgit Bennetzen, der indrømmer, at tiden er løbet fra bekendtgørelsen.

Da den fortsat omtaler 98-oktan benzin, der er på vej ud af markedet, kan en revision af bekendtgørelsen være på sin plads.

I Oliebranchens Fællesrepræsentation, der er benzinselskabernes brancheorganisation, ønsker man ikke at kommentere sagen.