Titusindvis af boligejere risikerer at sidde tilbage med en millionregning, i takt med at teleselskaberne herhjemme i de kommende år firedobler antallet af mobilantenner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Inden 2008 vil der være op mod 13.000 mobilantenner på hustage, i kirketårne, på skorstene eller monteret på store stålmaster ifølge skøn fra Videnskabsministeriet og telebranchen. Selv om forskere fortsat strides om sundhedsfaren ved mobilstråling, har frygten for de usynlige stråler allerede ramt boligmarkedet.

- En mobilmast er med til at holde købere væk. I de allerværste tilfælde kan det føre til prisfald på op til 30-40 pct., siger Preben Angelo, informationschef i ejendomsmæglerkæden Home.

Hos Home kender man foreløbig til en håndfuld eksempler på husejere, der er kommet i klemme, fordi de bor ved siden af en mobilmast.

- Selv om mobilmaster ikke gør det umuligt at sælge en ejerbolig, har det en afsmitning på prisen, lyder det samstemmende fra Jan Nordmann, informationschef hos EDC-mæglerne.

Regeringen fremlagde i juni en rapport, der frikender mobilstråling for at være til fare for mennesker.

/ritzau/