Em minoritetsaktionær har ifølge internetportalen Euroinvestor anmeldt en mistanke om insiderhandel i børsnoterede Live Networks til Finanstilsynet.

Medieselskabet Live Networks Holding er ifølge internetportalen Euroinvestor indberettet til Finanstilsynet af en minoritetsaktionær, der har en mistanke om insiderhandel med selskabets aktier.

Baggrunden er handlingsforløbet i forbindelse med svenske Tritel Medias købstilbud på Live Networks Holding, og hovedaktionærernes løbende handel med selskabets aktier efter købstilbudet.

Der er et påfaldende personsammenfald mellem de to selskaber, og storaktionær i Tritel Media, Castro Khatib, der også spiller en rolle i Live Networks, har udtalt til en svensk netavis, at købstilbuddet måske bliver trukket tilbage.

Live Networks aktien steg på Københavns Fondsbørs fra kurs 4 til 6,5 på Tritel Medias købstilbud. Efterfølgende er Live Networks Holding dog faldet betydeligt tilbage til kurs 3,7 som følge af stigende usikkerhed om, hvorvidt handlen vil falde på plads.

/ritzau/