Landets største bank, Danske Bank, er blevet stævnet af Finansforbundet for et tocifret millionbeløb i en sag om medarbejderaktier

Finansforbundet stævner Danske Bank for et tocifret millionbeløb i et krav om medarbejderaktier til omkring 500 fratrådte medarbejdere, fremgår det af forbundets hjemmeside tirsdag.

Sagen er den hidtil største sag, Finansforbundet har kørt om medarbejderaktier. Den rejses i kølvandet på en dom fra Sø- og Handelsretten, hvor tre tidligere ansatte i Jyske Bank fik rettens ord på, at gratis medarbejderaktier er omfattet af Funktionærloven og derfor er at betragte som løn.

Hvis aktierne er omfattet af den almindelige løn, skal de også udloddes til medarbejdere, der er sagt op eller har skiftet job.

Forbundet har også stævnet Alm. Brand, men her er kravet dog kun omkring en million kroner. Finansforbundet har nu 10 sager mod forskellige pengeinstitutter om samme emne. Sagerne behandles i april, og derefter vil der gå yderligere et par måneder, før der falder dom.

/ritzau/