De kæmpede i mange år og har nu høstet nogle af frugterne, men er bestemt ikke blevet fede endnu. Og så ønsker de at toppe, når de er mellem 50 og 60 år.

Michael Hartmann og Dorthe Gerlach brugte syv år. I 2004 kom så endelig den pladekontrakt og nu er den for alvor hjemme. Succesen. Og Radio 100 FM-segmentet kan også nynne med på hittet 'For all the right reasons'. Men er det så ligeså fedt som de drømte om?

- Vi har stadig den der eufori over at have slået igennem. Det er dejligt - og det er stadig en drøm, men vi kan også mærke, at vi nyder det lidt mere nu. Første gang vi stod på en festival, var vi ved at skide grønne grise. Sådan er det ikke i dag. Vi har samlet et super orkester og har det sjovt og er afslappede, når vi er ude, siger hit-duoen efter deres koncert på årets Samsø Festival.

- Vi går heller ikke rundt og bilder os selv ind, at vi bliver de næste superstjerner. Vi har fået nogle fede oplevelser og vores drøm er at kunne leve af vores musik resten af vores liv. At slippe for den der bekymring om økonomien nu kan løbe rundt. Det kan den nu, men det kan jo vende.

For at undgå den fælde, er duoen bevidste om, hvorfor de har hittet. De er dem selv.

- Vi skal blive ved med at kæmpe og flytte os. Og det kunne være fedt at sidde som 70-årig og tænke tilbage på karrieren og sige: 'Vi var sgu bedst, da vi var mellem 50 og 60 år'. Der er mange, som bliver husket for de første ting de lavede.

- Det tog lang tid for os at finde ud af, hvad vi var gode til, men det har vi gjort nu. Det handler egentlig om, at finde det man er bedre til end andre og så arbejde hårdt. Så kommer succesen. I Danmark er der en tendens til at bands lytter lidt for meget til de samme plader og udenlandske navne og så kommer det hele ens, lyder det fra Hush.

Det gifte makkerpar er så småt begyndt at arbejde på et tredje album, men indtil videre er det kun 'løse tanker, stemninger og diskussioner', der er på brættet. Men ét er sikkert: Det bliver anderledes både i måden det bliver skabt på og i lyden, lover Hush.