D-A-D er i deres livs form, og det er ganske godt gået af et band, som kan fejre sølvbryllup i år.
Indrømmet; far har været ude med flækøksen efter D-A-D i de senere år.Deres koncerter har i perioder betænkeligt nærmet sig et truende territorium, man med lidt ond vilje kan benævne ”hard rock Shu-bi-dua land”. Bandet har haft svært ved at lægge sætlister, som kunne holde ilden ved lige en hel koncert igennem, og dertil havde jeg ærligt talt brug for D-A-D’s seneste album, det mageløst middelmådige ”Monster Philosophy”, som jeg har for dét spark i tænderne, bandet sikkert gerne ville have givet mig efter anmeldelsen for nogle måneder siden.
Men som en kløgtig fætter i sin tid påpegede, så er der kun én vej, når man har ryggen op mod muren: og den vej hedder fremad!
Den vej fremad fandt D-A-D, som fejrer sølvbryllup som band i år, fredag aften i Horsens. Fra det øjeblik ”Revolution” indledningen fandt over i ”True Believer” og næsten to timer frem viste D-A-D sig at være i intet mindre end deres livs form.
Jeg mindes ikke at have hørt bandet så (over)tændte siden ”Riskin’ It All” turnéen for sytten år (!) siden, og jeg har ALDRIG hørt dem så velspillende, som de var hér. Hvilket i sig selv er ganske uhørt for en turnépremiere, men når bandet så tilmed e-n-d-e-l-i-g har fået lagt det perfekt pacede sæt og skåret alt overflødigt fedt fra i et omfang, så bandet med et ualmindeligt indædt antrit, som er helt D-A-Ds eget, drønede igennem de første af 20 af i alt 24 numre på kun 70 minutter… ja, så er Jesper Binzer, Stig Pedersen, Jacob Binzer og den fremdeles forrygende trommeslager Laust Sonne i dén grad tilbage i toppen af rockens superliga, hvor de faneme også hører hjemme.
Allerede ved en næsten Black Sabbath tung udgave af balladen (!) ”Empty Heads” som fjerde nummer var man ligesom godt klar over, at hér meget vel kunne være noget ekstraordinært i gære.
Og det var der også.
Ikke alene spillede D-A-D med en tightness og tyngde som sjældent hørt fra den kant hele sættet igennem, men den fantastiske lyd i Horsens Forum (ja, det KAN godt lade sig gøre i en sportshal, hvis man gider ofre pengene, København!) gjorde tilmed, at man fik en fandens bunke fine detaljer med for pengene. En personlig favorit var de sviende præcise trommebreaks i ”Girl Nation”, men der var mange flere af slagsen.
I øvrigt voksede numrene fra ”Monster Philosophy” betragteligt live. Hér slap en faktisk fornem sang som ”Money Always Takes The Place Of Life” nemlig ud af det kvælertag, Joshuas trælse, tørre produktion holder det i på albummet. Og så slap vi da i øvrigt langt om længe for dødssyge tidrøvere i sættet som ”Soft Dogs”, ”I Won’t Cut My Hair” og ”Marlboro Man”. Tak for det, D-A-D.
En fænomenal, velspillet og veloplagt aften. Én af dem af slagsen, der gør livet værd at leve. Og tak for det også… sådan skal vi ha’ det!
Se D-A-Ds turnéplan på www.d-a-d.com/tour
