Trommebandet Safri Duo og tv-programmet "Scenen er din" har genoplivet interessen for bygarderne. Flere private hyrer tamburkorps til fester.

Trommehvirvler og marchmusik fra landets bygarder og tamburkorps er eftertragtet. Ikke kun når de kongelige kommer til byen, men også når Hr. og Fru Hansen holder havefest.

Mange af bygarderne har eksisteret i over 50 år, men de er bestemt ikke gået af mode. Garderne bliver nemlig hyret til et stigende antal private fester.

- Jeg tror, der er interesse for noget musik, der er lidt ud over det sædvanlige. For nogle år siden slog trommebandet Safri Duo igennem, og lige nu har nogle af vores medlemmer fået en andenplads i tv-programmet "Scenen er din", siger Rune Havgaard Sørensen, organisationskonsulent i Landsgardeforeningen, til Ritzau.

/ritzau/