Sidste år var han på alles læber. Denne gang er alt vendt på hovedet.

Den danske tennisstjerne Holger Rune går nemlig ind til årets French Open med en ekstremt skuffende grussæson i bagagen.

En enorm kontrast til dér, hvor han stod for præcis 12 måneder siden. Dengang var han én af de tre største favoritter til at vinde titlen i Paris.

Men sygdom, småskader og flere choknederlag de seneste uger har betydet, at den unge dansker i stedet er hårdt presset på ranglisten, hvor han er dumpet ned som nummer 13 i verden. Og det er da også noget, der har medført stor kritik af danskerens øjeblikkelige niveau.

Foto: Claudia Greco/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det giver Holger Rune ikke meget for.

»Jeg ser kun på, hvad der sker lige nu. Forberedelsen hertil har været god, og jeg er ikke kørt død, som jeg var sidste år inden French Open. Der var jeg træt fysisk. Jeg har masser af energi og ingen skavanker. Jeg føler mig frisk,« siger han til B.T. og resten af den danske presse i Paris.

Her forsikrer han, at han – på trods af de chokerende nederlag – ikke er blevet tennistræt i løbet af de seneste måneder.

»Sæsonen er jo altid lang. Faktisk vanvittigt lang, men det kan man ikke brokke sig over. Grus er jo min yndlingsdel her i Europa, hvor jeg også kan komme hjem imellem turneringerne,« lyder det videre.

Sygdom og manglende indtag af mad og drikke undervejs i kampene har – ifølge danskeren – været årsagerne til, at de store resultater er udeblevet på favoritunderlaget.

Årsager, som nogle tennisfans verden over har peget på som undskyldninger for grusnedturen.

Men de meninger ryster Holger Rune blot på hovedet af:

»Folk må jo tænke, hvad de vil. Jeg fortæller bare sandheden, og så må de tro på det eller ej.«

Foto: Claudia Greco/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den 21-årige dansker kan dog garantere, at hverken sygdom eller manglende energiindtag i kampene bliver et problem i det franske.

Det slår han fast flere gange.

»Jeg kan garantere, at jeg gør alt, hvad der står i min magt for, at det ikke sker igen. Vi har snakket om, hvad der skal gøres. Så der kommer ikke til at være rookie-mistakes igen,« afslutter han.

Holger Rune tager tirsdag hul på French Open, når han møder britiske Daniel Evans i første runde.

Den kamp kan du selvfølgelig følge live på bt.dk.

Andre læser også