Den fynske katastrofe kulminerede lørdag eftermiddag, da OB endte med at trække det korteste strå i nedrykningsdramaet på sidste spillerunde.
OB-spillerne tog først tiden til at aflevere deres trøjer til de mange medrejsende fans, hvorefter de – den ene mere slukøret end den anden – traskede ud for at møde den fremmødte presse.
Den første, der skulle stå ansigt til ansigt med de mange dikta- og mikrofoner, var Bashkim Kadrii. Og den bundrutinerede OB'er var tydeligt ekstremt hårdt ramt af situationen.
»Før blev jeg spurgt, hvad der var værst; Det her (nedrykningen, red.) eller mine to korsbåndsskader. Svaret er, at jeg gerne tager fire korsbåndsskader mere for at slippe for at stå med den her følelse i den her situation,« lyder svaret fra Kadrii, som uddyber:
»Det er nok det værste, jeg har prøvet i mit liv, og jeg har været gennem mange grimme ting.«
Kort efter mødte klubbens cheftræner, Søren Krogh, også op i mixed-zone og gav sit besyv på situationen.
Cheftræneren, der blev forfremmet fra rollen som assistent, da man fyrede Andreas Alm tidligere på sæsonen, befandt sig også dybt nede i den mentale kulkælder, efter nedrykningen var en realitet.
Han kunne fortælle, at han lige var trådt ud af et omklædningsrum, hvor flere spillere græd deres sorg ud.

»Det var der mange, der gjorde. Det er helt slukket. Når du bliver ramt af den der 'tornado', så har du ikke nogen som helst idé om, hvad den gør ved dig. Og der kan man bare se, at selvom chancen var lille forinden (for at overleve, red.), så er det et omklædningsrum, der er fuldstændig tumlet rundt,« beretter cheftræneren
Ifølge ham blev der ikke sagt så meget i omklædningsrummet – heller ikke fra hans egen mund.
»Jeg gav dem alle sammen et kram – dybfølte kram,« fortæller han.
Kigger han på sæsonen som helhed, er det især den horrible hjemmebanestatistik med bare en enkelt sejr på eget græs og perioden efter opdelingen af ligaen, hvor det ikke blev til en sejr i syv kampe i streg, der nager ham.
På trods af den dunkle sæson og en tilværelse i Danmarks næstbedste række næste sæson frygter han ikke for, at der venter ham en fyreseddel i den nærmeste fremtid – og han kommer heller ikke selv til at gå nogen vegne.
»Det har ikke ændret noget overhovedet. De kan stole på mig her. Jeg kommer ikke til at løbe nogen steder hen og flage for, at jeg skal nogen steder hen eller stoppe. Jeg er mit ansvar bevidst,« siger Krogh og fortsætter:
»Jeg bakker klubben op i tykt og tyndt, og de beslutninger, der bliver taget i den øverste ledelse. Der er der opbakning herfra.«
Du kan læse B.T.s dom over kampen, der sendte Krogh og co. ned i 1. divison lige HER.
