KOMMENTAR

Samarbejdet mellem Kevin Magnussen og manager Dorte Riis har længe sunget på sidste vers, og nu er man så i gang med allersidste linje. Det er et nødvendigt brud, for Riis har i alt for mange måneder ikke spillet nogen rolle i Kevin Magnussens karriere.

De tre Formel 1-teams, Kevin Magnussen har forhandlet seriøst med det sidste halve år (Haas, Manor og Renault), kender hende næppe. Det er Magnussen selv, der har stået for kontakterne, godt hjulpet af et par insidere i Formel 1-paddocken.

På sidelinjen har Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen været en uvurdérlig rådgiver i forhandlingerne. Men Dorte Riis skal også have ros. Det var flot, at hun for 10 år siden så mulighederne i den dengang 14-årige Kevin Magnussen. Og det var imponerende, at hun bare to år senere turde gøre den nu 16-årige formel Ford-kører til sit fuldtidsjob.

Hun sørgede for, at Karsten Ree finansierede første del af Magnussens karriere, og da Ree/Riis-samarbejdet revnede, fandt hun Anders Holch Povlsen som ny økonomisk bagmand for rejsen mod Formel 1.

Det var også Dorte Riis, der skabte den første forbindelse til McLaren, og i det hele taget leverede hun et dygtigt og effektivt manager-arbejde frem til Formel 1-debuten i 2014.

Men i Formel 1 kom hun på udebane. Man kan ikke læse til Formel 1-manager på universitetet eller på Jyllandsringen – det bliver man kun, hvis man i årevis bevæger sig rundt i paddocken, skaber kontakter på tværs af alle teams, og har øje for selv de mindste muligheder.

Man skal kende spillet og forudse, hvordan brikkerne falder, når tingene begynder at ske i verdens hurtigste sport.

Det formåede Dorte Riis aldrig. Hun var sjældent til stede på banerne, og fik aldrig opbygget det netværk, andre managers lever af. Og når hun en sjælden gang dukkede op i paddocken, så var der mange, som undrede sig over hendes ’mig-alene-vide’ attitude:

Hun havde sin helt egen måde at være Formel 1-manager på, og set i bakspejlet var hun også for naiv, da det blev åbenlyst for de fleste, at McLaren ville få en kører i overskud til 2015-sæsonen. Langt ind i McLaren-teamet, hvor hun aldrig blev en kær gæst som Fernando Alonsos og Jenson Buttons managers, var der folk, der ikke kunne forstå hendes strategi med ’ingen Plan B – vi satser alt på McLaren’.

Det viste sig senere, at der slet ikke var nogen strategi, og fra midt i 2015 var det tydeligt, at samarbejdet mellem Riis og Magnussen reelt var slut. Der er åbenbart stadig nogle kontraktmæssige forhold, der skal på plads, men Riis har i virkeligheden ikke været manager for Kevin Magnussen i over et år.

Før eller siden – og jeg håber for alle parter at det bliver ’før’ – kommer den officielle udmelding om, at samarbejdet mellem Kevin Magnussen og Dorte Riis er slut. På baggrund af hendes manglende rolle i Haas-, Manor- og Renault-forhandlingerne, er der tale om et nødvendigt brud.