TV2 Nyhedernes Jesper Steinmetz skifter værtrollen ud og bliver USA korrespondent i 2010.

Den 40-årige nyhedsvært Jesper Steinmetz drager om halvandet år til Washington. Han skal overtage korrespondentjobbet efter kollegaen Allan Silverbrandt.

- Det har altid været min største drøm, og det er vildt, at den drøm nu går i opfyldelse, lyder det fra en glad Jesper Steinmetz. Den færdige aftale om jobskiftet kom på plads fredag den 4. juli, samme dag amerikanerne fejrede deres uafhængighedsdag.

- Det er ret symbolsk. Jeg har længe signaleret, at jeg gerne vil ud i verden. Og nu har den her fantastiske mulighed budt sig, siger han.

Jesper Steinmetz har været nyhedsvært på TV2 Nyhederne i fire år. Tidligere arbejdspladser tæller TV-Avisen, DR og Jyllands-Posten.

- Det bliver en stor livsomvæltning at rykke teltpælene op, så det er godt jeg har halvandet år til at forberede mig, fortæller han.

Har boet i USA før
Jesper Steinmetz har i første omgang sagt ja til at være i USA i fire år. Til daglig bor han sammen med kæresten Niels Dahl. Parret har endnu ikke besluttet sig for, om de begge flytter til USA.

- Niels har et godt job, så han bliver nok i Danmark til at starte med. Men så må vi pendle frem og tilbage, siger han.

Det er ikke første gang, at Jesper Steinmetz bosætter sig i USA. Fra 1986-87 læste han på College i delstaten Michigan.

- Det er jo vanvittig lang tid siden. Den gang var det Ronald Reagan, der var præsident, griner nyhedsværten.

- Til gengæld har jeg rejst rigtig meget i USA. Og jeg glæder mig til at udforske det enorme land, som USA jo er.