Vi har ligesom hørt det før.

En ukendt luftvejssygdom spreder sig for tiden meget hurtigt i Kina.

Det har da også fået verdenssundhedsorganisationen WHO til at reagere. Organisationen har nu bedt kineserne om at dele deres viden om sygdommen.

Og WHO opfordrer også direkte Kina til at gøre noget for at blive bedre til at reducere risikoen for smitte.

Det skriver WHO på X.

Ifølge The Telegraph spreder en hidtil ukendt type af lungebetændelse sig hastigt i den nordlige del af landet. Det har den gjort siden midten af oktober.

Oprindeligt tilskrev de kinesiske myndigheder de mange tilfælde ophævelsen af covid-19-restriktioner og spredningen af almindelige sæsonbetonede sygdomme som influenza og andre bakterielle infektioner.

Men nu er situation blevet meget værre.

Der er pres på hospitalerne for tiden i Kina, hvor forældre må vente længe for at få deres børn tilset for en ny ukendt lungesygdom.
Der er pres på hospitalerne for tiden i Kina, hvor forældre må vente længe for at få deres børn tilset for en ny ukendt lungesygdom. Foto: Jade Gao/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det globale overvågningssystem for sygdomsudbrud, Promed, advarer direkte om en epidemi af en 'udiagnosticeret lungebetændelse' hos børn.

Promed skriver blandt andet:

»Den aktuelle situation indikerer et udbredt udbrud af udiagnosticeret lungebetændelse. Det er slet ikke klart, hvornår dette udbrud begyndte, men det er usædvanligt for så mange børn at blive ramt så hurtigt.«

Den seneste advarsel er baseret på meldinger om overfyldte hospitaler i Beijing og det nordøstlige Liaoning samt i kystbyen Xiamen.

Mange skoler har været nødt til at aflyse undervisningen, fordi både elevere og lærere er ramt af lungebetændelsen.