Lyt til artiklen

Loven er enstemmigt vedtaget i det russiske parlament og nu også underskrevet af præsident Vladimir Putin.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, slår endnu en gang ned på LGBT+-personer i landet.

Mandag underskrev han en ny lov, der forbyder LGBT+-personer offentligt at udtrykke deres seksualitet.

Det skriver den amerikanske avis The New York Times.

Den nye lov gør det ulovligt at sprede såkaldt "propaganda" om "ikketraditionelle seksuelle relationer" i medier, reklamer, film og på sociale medier, skriver avisen.

Loven blev enstemmigt vedtaget i Dumaen, det russiske parlament, 24. november.

Siden 2013 har det været ulovligt at dele lignende indhold til mindreårige. Overtrædelse straffes med bøder eller suspendering af forretningsaktiviteter for russere. Overtræder en ikkerussisk statsborger loven, risikerer personen udvisning.

Det er den lov, der nu er udvidet til også at gælde eksponering af sådant indhold til voksne.

Deling af information, "der kan medvirke til at børn ønsker at skifte køn", er mandag også blevet forbudt.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har underhusets formand, Vjatsjeslav Volodin, tidligere udtalt, at lovgivningen vil "beskytte vores børn og landets fremtid fra det mørke, som USA og europæiske lande spreder".

Lovgivningen lægger endnu et bånd på en gruppe, der allerede er bredt stigmatiseret i Rusland.

Vladimir Putin har længe betragtet medlemmer af LGBT+-miljøet som "vestlig indtrængen" på det russiske samfunds traditioner og værdier, skriver The New York Times.

- Vi har vores egen form for udvikling, vi har ikke brug for europæisk planlæggelse af utraditionelle værdier, udtaler Nina Ostanina, der er formand for en komité, der beskæftiger sig med familier, kvinder og børn, ifølge The New York Times.

Udtalelsen kom i forbindelse med en høring forud for vedtagelsen af loven.

/ritzau/