Åbentstående skjorte, brede grin og armene rundt om hinandens skuldre.

Nej, det er ikke en flok oldboys, der er godt i gang med tredje halvleg efter en fodboldkamp, men verdens mægtigste ledere, der er samlet i de sydtyske alper til G7-topmøde.

De er netop blevet enige om at investere 5.000 milliarder kroner i verdens fattigste lande for at gå op mod Kina, som de seneste år har investeret massivt i blandt andet fattige afrikanske lande og derigennem har vundet vigtig indflydelse på det store kontinent.

Det skriver flere medier, blandt andre dailymail.co.uk.

På billedet ses fra Venstre Mario Draghi fra Italien, EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, Joe Biden fra USA, tyske Olaf Scholz, Storbritanniens Boris Johnson, Justin Trudeau fra Canada, Fumio Kishida fra Japan, Emmanuel Macron fra Frankrig og Charles Michel, der er formand for Det Europæiske Råd.

De syv præsidenter og premierministre samt de to repræsentanter fra EU er netop nu samlet til det årlige G7-topmøde.

Milliardinvesteringerne er et forsøg på at svare igen på Kinas 'Belt and Road'-projekt, der siden 2013 har investeret i veje, broer, havne og andre infrastrukturprojekter i mere end 100 lande verden over.

De enorme kinesiske investeringer har sikret landet politisk indflydelse i en række lande til stor fortrydelse for blandt andet USA.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, understregede på topmødet, at de vestlige investeringe både tjener et humanitært, økonomisk og sikkerhedspolitisk formål.

Formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen, sagde, at formålet med investeringen er at 'vise vores samarbejdspartnere i udviklingslandene, at de har et valg’ – underforstået mellem det autoritære Kina og det demokratiske Vesten.

USA vil skaffe 200 milliarder dollar over de næste fem år fra offentlige og private investeringer, mens EU vil rejse 300 milliarder euro.

Lægger man bidrag fra de øvrige G7-lande oven i, er der samlet lovning på 600 milliarder dollar svarende til cirka 5.000 milliarder kroner.