Den russiske journalist og tv-personlighed Ksenija Sobtjak, der er datter af Vladimir Putins tidligere chef, blev født ind i magtens inderste cirkel.

Nu er hun flygtet til Litauen, efter politiet i Moskva har udført en razzia mod hendes hjem.

Det skriver en række internationale medier, herunder The Guardian.

Den 40-årige Ksenija Sobtjak – hvis far er den forhenværende borgmester i Skt. Peterborg, Anatoly Sobtjak, som Putin tidligere har beskrevet som sin mentor – begyndte sin karriere som realityshow-vært, før hun blev journalist og senere, i 2018, også stillede op som præsidentkandidat til valget.

Ksenija Sobtjak ses her i 2018.
Ksenija Sobtjak ses her i 2018. Foto: Pavel Golovkin
Vis mere

Et træk, som kritikere har beskrevet som 'et stunt', der skulle hjælpe Kreml med at skabe indtryk af et konkurrencepræget valg.

Nu oplyser Litauens efterretningstjeneste, at Ksenija Sobtjak tirsdag aften krydsede grænsen til landet.

Forinden skulle hun – angiveligt – have narret de russiske myndigheder til at tro, hun ville tage et fly ud af landet, da hun forinden havde købt flybilletter fra Moskva til blandt andet Dubai via Istanbul.

»Der er ingen tvivl om, at hun er (i Litauen, red.). Jeg kan bekræfte det faktum,« sagde lederen af ​​landets efterretningstjeneste, Darius Jauniškis, til en lokal radiostation torsdag morgen.

I flere år har der floreret rygter om, at Ksenija Sobtjak i virkeligheden er Putins guddatter – noget, hun ifølge NBC News selv tidligere har afvist.

Mere sikkert er det dog, at sagen har skabt rystelser.

I et opslag på Telegram har den politiske analytiker Sergei Markov hævdet, at razziaen har sendt chokbølger gennem den russiske elite og har sendt et klart signal til om, at det kan ske for alle:

»Hvis de er klar til at anholde datteren af Putins elskede læremester og mentor, er der så ingen urørlige nu?« skriver han.

Arkivfoto af Ksenija Sobtjak i 2021.
Arkivfoto af Ksenija Sobtjak i 2021. Foto: EVGENIA NOVOZHENINA
Vis mere

Ifølge AP har Ksenija Sobtjak ofte været kritisk over for Putin, ligesom hun er imod krigen i Ukraine, men mange russiske oppositionspersoner har også beskyldt hende for at tjene Kremls dagsorden.

Det er endnu småt med detaljer om, hvad der skal have fået hende til at flygte ud af landet nu, men ifølge CNN blev hendes hjem ransaget som en del af en efterforskning af hendes kommercielle direktør Kirill Sukhanov, der er blevet tilbageholdt af politiet på grund af mistanke om afpresning.

Ifølge Sobtjak er det dog 'nonsens'.

I et opslag på Telegram onsdag beskrev hun det i stedet som et angreb på hendes journalistiske redaktion:

»Jeg tror slet ikke på (disse anklager), og jeg håber, at de nu hurtigt vil ordne alt og se, at alt det her er en slags nonsens. Hvis ikke, så er det tydeligvis en razzia mod min redaktion – den sidste frie redaktion i Rusland, som man ville slå ned på,« skrev hun ifølge CNN.

Kirill Sukhanov er den kommercielle direktør for Attention Media, som står bag en lang række projekter på de sociale medier, herunder Ksenija Sobtjaks YouTube-kanal, hvor hun har mere end tre millioner følgere.

Det vides ikke, om Ksenija Sobtjak – der menes at være en af Rusland mest kendte kvinder – fortsat opholder sig i Litauen.