Mens krigen i Ukraine forsætter på sit andet år, er USA stadig den helt store støtte til Zelenskyj i kampen mod Rusland.

Men hvis Donald Trump kommer til magten, er det ikke sikkert, det vil forsætte. I hvert fald ikke, hvis det står til den tidligere præsidents søn, Donald Trump Jr.

Det fortæller han til B.T. ved den årlige CPAC-konference, hvor USAs konservative i år samles i hovedstaden Washington D.C.

»Ja, vi støtter dem. Men jeg synes ikke, at vi skal finansiere det ubegrænset for evigt. Det tror jeg ikke gavner,« lyder det svaret fra Don Jr., som han kaldes.

Overfor B.T. uddyber han, at den enorme støtte til Ukraine i kampen mod Rusland og Putin i hans øjne giver en fordel til de forkerte personer.

»Mange mennesker tjener en masse penge på det her. Både i USA og i det militærindustrielle kompleks,« siger Don Jr.

Hans mistanke går dog ikke kun på, at det er den militære industri, som har gavn af krigen.

Også de rigeste personer i Ukraine tjener på landets krigsulykke, mener han.

Donald Trump Jr. på CPAC.
Donald Trump Jr. på CPAC.
Vis mere

»Det skaber sandsynligvis det næste niveau af ukrainske oligarker,« siger Don Jr.

Netop problemet med korruption i Ukraine er præsident Zelenskyj udmærket klar over. Og han er klar over, at verden og ikke mindst USA kender til problemet.

Tidligere under krigen har Zelenskyj derfor fyret en række topembedsmænd og regionale guvernører, som var under mistanke for korruption.

I USA har der fra dele af det republikanske parti gennem et stykke tid været voldsom skepsis over Joe Bidens fortsatte støtte til Ukraine, som efterhånden løber op i mange milliarder dollar.

Men for Donald Trump Jr. handler det ikke kun om korruption.

Han mener ikke, der kommer fred, hvis der fortsat pumpes militært udstyr og penge ind i Ukraine.

»Det kommer aldrig til at ændre sig, og folk får aldrig fred,« siger han til B.T.