For fem måneder siden pakkede han en kuffert, kyssede familien farvel og rejste fra Fyn til det nordlige Syrien for at engagere sig i den blodige borgerkrig, der siden 2011 har kostet over 200.000 mennesker livet og drevet endnu flere på flugt.
Jørgen Nicolai er den første etniske dansker, der er taget til Syrien for at kæmpe mod terrorgruppen Islamisk Stat (IS).
»Fordi jeg har familie, havde jeg ingen intentioner om at stå i forreste række 30 meter fra fjenden, hvor man kaster håndgranater og risikerer sit liv, men det er faktisk der, jeg er endt,« siger Jørgen Nicolai på en tyrkisk telefonforbindelse fra Rojave-provinsen i nord nær den tyrkiske grænse.
Hver dag sætter han livet på spil i en krig, der foregår langt fra Danmark og ikke umiddelbart virker som hans kamp.
Men det er det.
Da ven døde, startede krigen
Da Jørgen Nicolai i midten af 00’erne renoverede teknisk udstyr i Aleppo i Syrien, arbejdede han sammen med en flink fyr ved navn Anas Fayed. Han var halvt kurder, halvt syrer og helt igennem gæstfri. Ham og hans kone inviterede tit den unge dansker med hjem, de blev tætte venner, og Jørgen Nicolai er siden vendt tilbage til det krigshærgede land for at besøge familien.
»Sidste sommer blev Anas hentet af Islamisk Stat, og de slog ham ihjel,« siger Jørgen Nicolai.
»Jeg var chokeret, nedslået og vred,« siger den danske soldat, der netop på grund af denne episode nu befinder sig midt i et goldt, syrisk landskab med store vidder og med Islamisk Stat liggende på lur.
»Da Anas døde, begyndte krigen for mig,« siger Jørgen Nicolai.
»For mig er denne krig ikke abstrakt. Jeg har været udstationeret i Mellemøsten, jeg har mistet min ven, og jeg har set under hvilke miserable forhold, hans efterladte lever i en syrisk flygtningelejr,« fortæller Jørgen Nicolai.
LÆS OGSÅ: »Hvis du går i stykker af at slå ihjel, skal du ikke være soldat«
Noget måtte gøres.
»Jeg tænkte; jeg kan jo ikke bare ikke gøre noget. Hvad er man så for et menneske?«
Søgte krigsjob
Den danske familiefar satte sig foran sin computer i sit hjem i Odense og gav sig til at researche. Hvem kæmper hvor, og hvor kan man være til nytte?
Først kontaktede han den kurdiske hær Peshmerga i Irak. Selvom Jørgen Nicolai er en erfaren tekniker og soldat, blev han afvist. Formentlig fordi koalitionslande som Australien, USA, Canada og Danmark har anmodet Peshmerga om ikke at tage frivillige som ham. De vil nødig se dem blive sendt hjem i kiste.
Men Jørgen Nicolai holdt på sin ret til at deltage i kampen mod den fælles fjende, Islamisk Stat. Han søgte videre og blev kaldt til samtale til det ulønnede job som soldat i en anden kurdisk milits i Rojave. Det er en hær, der er oprettet for at forsvare de lokale, og den var meget interesseret i danske Jørgen Nicolai, der kunne betjene Kalashnikov og håndgranater, og som havde årelang erfaring som soldat. Til samtalen kom de også ind på et vilkår, de færreste skal forholde sig til, når de søger job.
»De advarede om, at det er farligt, og at man kan dø.«
Men det ved man jo som soldat, siger Jørgen Nicolai, der takkede ja til det livsfarlige og ulønnede job i Syrien.
Startede forsigtigt ud
Han kom for at være i krig. Men når man drager af sted til den slags, starter man typisk ikke allerforrest og allertættest på fjenden. Jørgen Nicolai startede ved en front, han betegner som relativt sikker. Her lå han som en del af den kurdiske hær på en linje 5-600 meter fra en linje af krigere fra Islamisk Stat, som man kender det fra skyttegravskrigene i Første Verdenskrig.
»Man skyder lidt på hinanden dagligt, men der dør ikke særligt mange,« fortæller han.
LÆS OGSÅ: Kvinde i krig: At dø i Afghanistan er bestemt ikke meningsløst
Jørgen Nicolai var overrasket over sig selv. Han dræbte mennesker om dagen og sov fint om natten. Han havde ingen problemer med at være i krig, siger han og betegner sig selv som hårdhudet på grund af sin modne alder (han er i starten af 40’erne) og sin gode uddannelse fra forsvaret.
Så tit han kunne, ringede han hjem til sin familie og sagde, at han var okay. Samtidig bad han sin chef om at blive flyttet, »fordi det faktisk var lidt kedeligt,« siger han og kan godt selv høre, at den slags kan være svært at forstå for folk, som ikke er i krig.
»Men for os bliver det jo dagligdag. Det med at skyde bliver bare som ethvert andet arbejde. Det blev simpelthen for kedeligt for mig. Der var ikke meget angreb, der var ikke megen slåen ihjel eller dræben, og det er nu engang det, soldater gør. Jeg kom for at gå i krig, men der var kun begrænset krig, der hvor jeg var.«
Han ville avancere og engagere sig yderligere. En fodboldspiller vil også hellere spille på førsteholdet frem for i bunden af ligaen, som han siger.
Han bad om at komme øst på til Shingal, hvor de heftigste kampe foregik. For to måneder siden lykkedes det, og den statiske skyttegravskrig blev udskiftet med regelmæssige angreb helt tæt på fjenden. Allerede efter et par dage avancerede han yderligere. Det var en lokal legende, krigsveteranen Soran, der i Jørgen Nicolai så en rigtig soldat.
»Du kommer med mig,« sagde Soran.
I første geled
Jørgen Nicolai fik en fremtrædende – og farlig – position, som han fortsat har. Fra et tårn på toppen af et pansret bæltekøretøj med larvefødder er det Jørgen Nicolais job at styre det tunge maskingevær, der er monteret foran. Det kan gennemtrænge bygninger og køretøjer og gøre meget slemme ting ved mennesker, siger han.
Der er plads til 12 mand i køretøjet, der udgør den absolutte spids af spydspidsen i den kurdiske hær, når de farer frem og går til angreb mod Islamisk Stat.
»Jeg ved godt, at det er rigtig farligt,« siger Jørgen Nicolai.
LÆS OGSÅ: Borgerkrig: Statsstyrt i Syrien
Men han synes også, at det er spændende. Han holder hovedet koldt, mens han dræber islamister fra IS, som Jørgen Nicolai omtaler ved gruppens arabiske navn, Daesh.
»Vi gør en forskel, hver gang vi angriber Daesh og er med til at nedkæmpe dem.«
Køretøjet er pansret, og så det er ikke så slemt, når det ’bare’ regner med patroner fra almindelige våben på køretøjet. Men Islamisk Stats kæmpere har også RPG-raketter, der kan trænge igennem panseret.
Når man går i krig, er der en reel risiko for at dø. Det ved Jørgen Nicolai naturligvis, men han har bare på fornemmelsen, at det ikke sker for ham. Det er altid en anden, der bliver ramt. Men en dag i februar var det alligevel tæt på. En kugle var få centimeter fra at gøre det af med Jørgen Nicolai. I stedet ramte skuddet panserglasset, der splintrede i ansigtet på ham.
Jørgen Nicolais plads i førertårnet er en udsat position, og derfor sidder han der ikke hver dag.
»Overlevelsen er ikke ret stor, hvis du bliver deroppe hele tiden, så vi sørger selvfølgelig for at rotere lidt,« siger han.
En dag i starten af marts var det hans engelske kollega og nære ven Kemal, der sad i tårnet, da bæltekøretøjet var på ekspedition. De to venner havde spist morgenmad sammen på basen samme dag. Vognen kørte ud, og da den kørte tilbage mod basen, var det uden Kemal.
»Det er svært at vide, hvad der præcist skete, men jeg er ret sikker på, at han blev dræbt i en stor eksplosion, som jeg kunne se komme op fra køretøjet,« siger han.
»Han må have siddet oppe i tårnet, hvor jeg sidder nu, og have haft hovedet ude, ellers kunne han ikke være blevet slået ihjel, så der er altså en granatsplint, der har ramt ham.«
Det er barskt, men det er også krigens realiteter.
Om at slå ihjel
For Jørgen Nicolai er det også blevet hverdag at slå mennesker ihjel. Han vil ikke sige, hvor mange af IS’ folk, han har taget livet af, men fortæller om en dag, hvor han dræbte tre personer, der beskød hans køretøj nede fra en grøft.
»Vi jagtede dem i køretøjer. De ramte os meget mere, end vi ramte dem, så vi blev nødt til at holde stille på et tidspunkt. Den første dræbte jeg med en Kalashnikov, og de to andre døde, da jeg smed en håndgranat efter dem,« siger Jørgen Nicolai.
Før han tog til Syrien, havde han aldrig prøvet at tage et andet menneskes liv. Han vidste, at det var det, han gik ind til, men var bange for, hvordan det ville være. Det er jo en usynlig grænse, man træder over, siger han.
»Det … det er lidt skræmmende, hvor let det egentlig er,« siger han roligt.
»De skyder jo på os, og så er det tit os, der skal forsvare os. Det er jo ikke sådan, at vi slår ubevæbnede folk ihjel.«
En retfærdig krig
Set fra den danske soldats synspunkt er der tale om en meget retfærdig krig, fordi Islamisk Stat er så entydigt modbydelig.
»De skyder børn, de korsfæster børn, de sælger kvinder, og de voldtager 11-årige piger, der har en anden religion end dem selv og derfor ikke, ifølge IS, er værdige til at blive behandlet som mennesker. De synes, det er deres ret at eje andre mennesker og voldtage og dræbe, så det gør de. Og som om det ikke var nok, blærer de sig med det på internettet bagefter.«
Islamisk Stat står for alt det, Jørgen Nicolai ikke står for, siger han.
»Vi kan overhovedet ikke identificere os med Daesh, og derfor er det også meget nemt at slå dem ihjel og meget nemt for mig at behandle det mentalt,« siger han.
Fjenden har fortjent det
Som der er flere eksempler på, kan det være danske mænd, der ligger på IS’ side af frontlinjen og kæmper for den militante gruppe. Jørgen Nicolai har tænkt på, at det kan være, at han skyder landsmænd, når han løsner krudt og sigter.
»Hvis det er unge mennesker, der er blevet hjernevasket, er det selvfølgelig svært. Men vi har fantastiske muligheder i Danmark, så jeg mener ikke, at der er nogen undskyldning for at rejse ned og gøre det, de gør. Jeg vil sige tværtimod. De fortjener at føle den her retfærdighed,« siger Jørgen Nicolai.
Han ser ikke sig selv og sin hær som hævnere. Men som nogen, der udfører retfærdighed, altså straf. Han prøver ikke at tænke personligt over, hvem mændene med de sorte flag på den anden side er som mennesker.
»De får ikke lov at være en del af os. Jeg tænker ikke på, hvem de er, eller hvad de vil. Vi ser på dem som våben, der gør andre mennesker fortræd.«
Den danske familiefar agter at være en del af krigen i Syrien, indtil den ændrer karakter, og der ikke længere er brug for ham.
»Nu er vi ved at hugge hovedet af slangen, og så vil IS gå mere under jorden og mere blive en undergrundsorganisation, som vi kender al-Qaeda. Da vil der være mere brug for politiarbejde, og så er mit job sådan set gjort, og jeg kan rejse hjem. Krigen strækker sig jo over flere lande, men jeg vil vurdere, at det i vores område sker i år.«
Man kan høre, at han smiler i telefonen, da han snakker om at skulle hjem til sin familie.
»Jeg savner dem rigtig meget.«
Dagbog på Facebook
Når Jørgen Nicolai ikke skriver til familien og forsikrer, at han har det godt, skriver han dagbog. På en åben side på Facebook.
Dagbogen handler om hans oplevelser ved fronten og på basen, når han og kollegerne mellem kampene holder fri med folkedans, lejrbål og fodbold.
»Man bliver virkelig tæt med folk, når man har været tæt på at dø sammen,« siger Jørgen Nicolai.
Nogle gange er det ikke alle, der er med ved lejrbålet næste dag, hvilket også er en vigtig grund til, at Jørgen Nicolai på Facebook søger opbakning fra hele verden. Og det gerne i form af Syrienskrigere, der som ham selv vil kæmpe videre mod Islamisk Stat, der tynder ud i den kurdiske hær.
»Vi har efterhånden brug for at få nye soldater herned. Dem, der er her, dør jo en gang imellem.«
Du kan følge Jørgen Nicolai og hans dagligdag i krig her.
LÆS OGSÅ: 12-årige Hannah står frem: Jeg var sygt bange, da vi sad i sikkerhedrummet til min bat mitzvah
LÆS OGSÅ: Derfor er døren til cockpittet låst
LÆS OGSÅ: Havet kogte, og Jorden var ved at smelte, da asteroiden ramte
Denne artikel blev oprindeligt bragt hos Euroman.
