Hvis ikke demonstranter forlader deres protestlejr på campus i New York, bliver de suspenderet, lyder det.

Dialogen mellem ledelsen på det prestigefulde Columbia University i New York og de studerende, der har opsat en såkaldt protestlejr på universitetets område, er gået i stå.

Det oplyser præsidenten for Columbia University i New York mandag.

De studerende har for at udtrykke modstand mod Israels krig i Gaza opsat en række telte på universitetets campus, hvor de opholder sig, og som de nægter at fjerne.

Det drejer sig om dusinvis af telte.

Og trods flere dages forhandlinger mellem ledelsen og eleverne vedrørende lejren, er der ikke sket fremskridt, siger universitetets præsident Nemat Minouche Shafik.

Hun opfordrer de studerende til frivilligt at forlade lejren, hvis ikke de vil suspenderes fra universitetet.

Demonstranterne har erklæret, at lejren vil bestå, indtil Columbia University har imødekommet tre krav.

De vil have, at universitet skal frasælge aktiver, der på den eller anden måde støtter Israels militær, de kræver mere transparens i universitetets økonomi, og de vil have, at der skal indføres amnesti for studerende, så de ikke kan sanktioneres for at have spillet en rolle i protesterne.

I udtalelsen mandag siger præsidenten dog, at universitetet ikke kommer til at skille sig af med aktiver, der støtter Israels militær.

I stedet tilbyder Shafik, at universitetet kan investere i sundhedspleje og uddannelse i Gaza, ligesom præsidenten gerne vil gå med til at skabe mere åbenhed, når det kommer til Columbias direkte investeringer.

/ritzau/Reuters