Blot en uge efter at forlovelsen blev annonceret, smider George Clooneys kommende kone, Amal Alamuddin noget af en bombe.

Den 36-årige advokat skal forsvare en mand, der er dømt for bombeterror, mistænkt for krigsforbrydelser og i årevis var den tidligere libyske diktator Muammar Gaddafis højre hånd.

64-årige Abdullah al-Senussi er mistænkt for at være hjernen bag en massakre mod 1.200 fanger i Abu Salim-fængslet i 1996. Han har også hængninger og tortur på samvittigheden ifølge statsanklageren i Libyen, hvor han risikerer dødsstraf.



Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag har anklaget al-Senussi og Gaddafis søn Saif al-Islam Gaddafi for forbrydelser mod menneskeheden.

Men Libyen fik FN's godkendelse til at køre retssagen mod al-Senussi i oktober, og her kommer Clooneys forlovede ind i billedet. Amal Alamuddin har som al-Senussis advokat appelleret beslutningen om, at sagen mod ham skal føres i Libyen.

Der er forlydender om, at al-Senussi er blevet mishandlet i fængslet, og ifølge Alamuddin har hun ikke fået lov til at besøge ham i fængslet. Sagen mod ham begyndte sidste måned, hvor anklagerne nægtede at lade ham se anklageskriftet.

Ifølge Daily Mail har Amal Alamuddin ingen kommentarer til, at hun repræsenterer en mand, der er mistænkt for krigsforbrydelser.

George Clooney er selv kendt for sit store velgørenhedsarbejde. Blandt andet er han fredsambassadør for FN.

Alamuddin har også haft andre kontroversielle klienter som advokat. Hun repræsenterede WikiLeaks' stifter Julian Assange under hans kamp for at forhindre en udlevering til Sverige, hvor han står anklaget for voldtægt.

Hun er også juridisk rådgiver for Bahrains Kong Hamad bin Isa al-Khalifa, som er anklaget for gentagne brud på menneskerettighederne, tortur og undertrykkelse.

Udover anklagerne om krigsforbrydelser mistænkes Abdullah al-Senussi også for at stå bag Lockerbie-bombningen mod Pan Am Flight 103, som i december 1988 kostede 270 mennesker livet. Han er dømt in absentia for i 1989 at have bombesprængt et fransk fly. 170 mennesker omkom.