Australsk politi jagter to knivrøvere, som søndag var på rov i mindst fire supermarkeder i og omkring landets største by, Sydney.

Mændene gik målrettet efter toiletpapir, og menes at være sluppet af sted med mindst 500 ruller.

Politiet tager sagen særdeles alvorligt, fordi mindst én medarbejder i et supermarked blev truet med kniv, da vedkommende blandede sig for meget i røvernes forehavende efter deres smag.

De er derfor eftersøgt med billede på politiets sociale medier, og efter få timer er det tydeligt, at den australske befolkning er lamslået over, hvad folk efterhånden er parat til at gøre for at skaffe toiletpapir.

Røverne er blevet efterlyst med billede på sociale medier. (Foto: NSWP)
Røverne er blevet efterlyst med billede på sociale medier. (Foto: NSWP)
Vis mere

'Dette gør mig så trist. Det viser, hvad folk vil nedværdige sig til at gøre, når de er desperate', skriver for eksempel følgere Jessica Gloria, som ligesom de fleste andre ikke udskammer røverne, men derimod udtrykker forfærdelse over de tilstande, som man ser i Australien for tiden.

Blandt andet bliver supermarkederne kritiseret for, at hylderne med toiletpapir var tomme, men at røverne fandt deres bytte på varelagrene, som tilsyneladende bugnede af det eftertragtede papir.

Australien er sammenligneligt med Danmark i forhold til, hvor de befinder sig i corona-krisen. Mindst otte personer er døde med virussen, og landets restauranter, barer og fitnesscentre er lukket ned sammen med offentlige uddannelsesinstitutioner.

Af uvisse årsager blev toiletpapir meget tidligt en stor mangelvare i landet, og hamstringen nåede hurtigt et pinligt niveau, hvilket man kan læse mere om i artiklen herunder.