Lyt til artiklen

Sygdom kan virkelig være altødelæggende for et hold.

Det kan hurtigt tage enhver form ud af kroppen og tage uger eller måneder at komme tilbage i absolut topform.

Lynhurtigt kan der ryge en halv sæson ud af kalenderen, selv om man kun ligger syg i en uge. Det er ikke som folk med et almindeligt arbejde, der kan gøre det, de plejer, efter syv dage på langs.

Derfor er det også spændende med de coronatest, hele feltet har været igennem søndag aften.

Efter etapen stod et telt med otte podere, og så var det ellers om at stille sig i kø og få lavet en quicktest. I stedet for at oplyse sit cpr-nummer var det dog rygnummeret, man skulle angive.

Jeg aner faktisk ikke, hvornår jeg får svar. Resultaterne bliver vist sendt til holdlægen, og jeg er slet ikke nervøs for mig selv.

Men jeg er virkelig spændt på, hvad der kommer til at ske. Der er nok nogen i feltet, der har corona uden at mærke til det – og det boner ud nu.

Hos os er vi blevet testet grundigt inden – men undervejs i Touren tester holdet os kun, hvis vi har symptomer.

Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Det kan måske virke overraskende. Men jeg synes, det er værre, at vi søndag morgen mistede vores holdkammerat Ruben Guerreiro til anden sygdom.

Det kan tage hårdere på en cykelrytter end corona, og det ændrer jo ikke noget for os. Sygdom er sygdom, og hvis man er syg, så kan man ikke køre. Derfor krydser jeg fingre for, at det ikke smitter.

Jeg er sgu lidt bange for, hvad det er, han har fået. Jeg vil ikke være den, der bliver syg og ikke kan stille til start på tirsdag.

Hvis jeg udgik, ville det smadre en fantastisk Tour. Den her uge har været så kæmpestor og givet mig ekstremt meget opmærksomhed, fordi jeg har båret bjergtrøjen.

Man når ud til så mange flere mennesker ved Tour de France, og jeg må erkende, at jeg er overrasket over, hvor stort det har været.

Nu er trøjen ikke længere min. Jeg har længe vidste, at jeg havde den på lånt tid.

Alligevel er jeg stolt. Det har været nogle sjove og gode dage, præget af gåsehud i Danmark og galskab fra tilskuerne her på landevejen i Frankrig.

Mange tror sikkert, at en drøm gik i opfyldelse, da jeg erobrede trøjen. Men det var det ikke. Det har været fedt, men træerne er ikke vokset ind i himlen. Min karriere bliver ikke en anden herfra.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Op ad den sidste bakke i dag forsøgte jeg at nyde det. Det var ikke sådan, at det fyldte alt. Men tanken om, at det var mine sidste momenter i trøjen, strejfede mig.

Min kuffert er efterhånden propfyldt med prikkede bjergtrøjer, så måske er det ikke så skidt, at jeg smed den.

Man får nye trøjer hver dag, og jeg har efterhånden en samling af 25 trøjer. Derudover har jeg fået udgaver med løse ærmer, en vest, en regnjakke ud over den med lynlås, jeg har fået hver dag ved podiet.

Heldigvis skal jeg ikke selv bære dem. De ligger i en af vores lastbiler, og det er meget heldigt, for de kan end ikke være i min kuffert.

Mandag er der hviledag, og det betyder, at der skal bruges ti minutter på at barbere ben. Der kan godt gå en uge imellem, jeg svinger skraberen, men helst ikke længere. Så bliver de for lange. Heldigvis er mine hår hvide – så man ser det ikke.

Det irriterer mig faktisk lidt med den hviledag. Det havde været fint nok at holde rytmen, og jeg har ikke en tendens til at falde meget i niveau, bare fordi dagene hober sig op.

Typisk sker det for andre, så jeg tror, det havde været godt for mig at køre på.