Jeg har aldrig rigtig set mig selv som voksen.
Indimellem skal jeg huske mig selv på, at jeg ikke er 16 år længere. Det er, som om min selvopfattelse gik lidt i stå, da jeg gik ud af skolen.
Gymnasiet nåede jeg aldrig til på grund af cyklingen, og jeg kan da godt se, at folk i gymnasiet trods alt er noget yngre end mig ... Under ens skolegang mærker man jo tydeligt alderen, fordi man hvert år går et trin op med sine klassekammerater.
Selvfølgelig er jeg ikke stoppet med at blive ældre, men jeg mærker det ikke på samme måde. Til gengæld bliver man stille og roligt den ældste på et cykelhold.
Jeg kan ikke mærke det, men se det. Under årets Giro d'Italia var det første gang i min karriere, at jeg var ældste mand på vores hold. Det gav mig et mindre chok, da det gik op for mig.
Efterhånden er jeg en af de rutinerede ryttere. Mit pas siger 'kun' 29 år, men jeg har prøvet de fleste ting i cykelsammenhæng. Tour de France, Paris-Roubaix. You name it.
Alligevel ser jeg tit mig selv som en ung knægt. I momenter kan jeg føle, at jeg stadig er Magnus, der lige er blevet færdig med 9. eller 10. klasse. Det kommer vist ikke bag på nogen, at der er gået mange år siden. Men nogle gange tager jeg mig selv i at blive overrasket alligevel.
Det er mærkeligt. Især fordi overgangen har været glidende, siden jeg flyttede fra Bornholm og så blev rigtig professionel.
Min opvækst var egentlig meget gennemsnitlig – hverken luksusvilla eller et liv på samfundets bund. En god opvækst i en traditionel familie, uden skilsmisse og alt det dér. Allerede dengang handlede rigtig, rigtig meget om cykling.
Mine forældre var ikke over mig på nogen måde. De var der altid i forhold til at komme ud til løb og sådan, men jeg har ikke fået meget cykeludstyr. Der har jeg sgu knoklet meget selv.
De første cykler betalte de halvdelen af. Hvis det var 'inden for rimelighedens grænser'. Og det var det jo, for jeg havde ikke særlig mange penge.
Jeg gik med aviser og sparede op til cykeludstyr i en del år. De gamle betalte for vedligehold – kæder, bremseklodser og dæk. Ville jeg have finere ting, måtte jeg selv punge ud.
Min første racercykel købte jeg faktisk med nogle præmiepenge. Jeg løb rigtig meget dengang, og jeg blev nummer to eller tre i et motionsløb, der hedder Etape Bornholm. Et ret stort løb med flere tusinde deltagere, og jeg brugte de par tusinde kroner på cyklen. Det var starten på det hele.
Det tog først rigtig fart, da jeg flyttede på efterskole i Vejle som 16-årig. Faktisk flyttede jeg aldrig hjem igen, så i princippet flyttede jeg meget tidligt hjemmefra.
Grunden er simpel. Det var fuldstændig umuligt for mig at komme til cykelløb jævnligt, når jeg boede på Bornholm. Stedet betyder noget specielt, men jeg havde intet valg, hvis jeg ville forfølge min drøm.
Jeg har utvivlsomt mistet mange venner ved at flytte så tidligt. Mange af dem fortsatte i gymnasiet sammen bagefter. Men jeg må bare konstatere, at det har været det hele værd.
I flere år levede jeg for ingen penge, og det var formentlig først, da jeg skrev under med Cult, at jeg fandt ud af, jeg formentlig kunne leve af at cykle.
På det tidspunkt var jeg ikke fyldt 20, men skulle flytte til Horsens og gik virkelig all-in på det. Jeg måtte endda sige min læreplads som cykelmekaniker op på Sjælland, hvor jeg blev kaldt for 'Evighedslærlingen,' fordi jeg aldrig var der.
Det har jeg heller ikke fortrudt.
