Tre danske etapesejre på fire dage. Det er helt unikt. Historisk.

Det er vildt, at vi kan bide skeer med de største nationer inden for cykelsporten. Vi er jo et folkefattigt land. Men helt ærligt – jeg er ikke overrasket!

Det her har været mange år undervejs. Vi er en generation, som konstant er med fremme, hvor det er sjovt.

Husk lige på, at det her er en Tour, hvor Søren Kragh Andersen pludselig blev valgt fra, og hvor Kasper Asgreen måtte udgå med en skade.

Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

Det er så fedt, at vi har den bredde, selv om et par af de allerstærkeste gutter mangler.

Jeg håber, at det kan gavne dansk cykling, at vi oplever den her succes nu. At der sidder en direktør derude i et stort firma, som pludselig får en god idé.

‘Nu skal vi fandeme have et dansk cykelhold i verdensklasse igen,’ kunne tanken lyde.

Jeg har i mange år tænkt, at det ville ske efter CSC lukkede. Også i et år med dansk Tour-start. Men det lader åbenbart vente på sig.

Rytterne er der i hvert fald til det, men jeg tænker også, at den her succes kan gavne bredere. At den kan inspirere folk på motionsplan og få børn til at begynde at cykle.

Det er i hvert fald sjovt lige nu. Sjovt at vinde selv og sjovt at se ens landsmænd sejre i verdens største cykelløb.

Det er fedt selv at være en del af klubben. At det er mig og ikke for eksempel Jakob Fuglsang, der har vundet en etape i årets Tour de France. Men mon ikke han prøver en af de kommende dage.

Det er lidt af en dominoeffekt jeg har startet her ved Tour de France. Sådan har jeg faktisk følt det mange gange.

Jeg kan huske, da jeg vandt Fredsløbet som ungdomsrytter. Efterfølgende vandt danske ryttere løbet fem år i træk. Jeg var også den første kontinentalrytter til at vinde en etape i Danmark Rundt. Siden er det sket flere gange.

Det var jo også mig, der brød ni års Tour de France-sejrstørke med min etapesejr  i 2018. Og jeg har gjort det samme i Vueltaen.

På den måde har jeg nok været bannerfører for en generation, der snart må være en af de største. Riis-Sørensen-Hamburger. Vi er altså tæt på dem nu. Jeg tror faktisk, vi er oppe på siden af dem.

Den fes jo fuldstændig ud i 00erne, hvor det primært var Jakob Fuglsang og Matti Breschel, der vandt cykelløb. De fleste danskere på World Touren var hjælperyttere.

Magnus Cort skriver daglige klummer i B.T. under årets Tour de France.
Magnus Cort skriver daglige klummer i B.T. under årets Tour de France.
Vis mere

Da jeg begyndte som professionel, var vi 12 danskere på World Touren. Nu er vi over dobbelt så mange. Og vi er gode.

Det er svært præcist at sige hvorfor. Der er helt sikkert mange årsager. Men der har helt klart været en kulturændring. Vi ser flere store ryttere, der bliver boende i Danmark.

Tidligere flyttede man til udlandet uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Men ikke alle kunne holde til det. De knækkede.

Nu bor folk som Mads Pedersen, Kasper Asgreen og Jonas Vingegaard i Danmark. Det er helt klart en forandring.

Samtidig tror jeg også, at det kommer os til gode, at sporten er renere end den nogensinde har været.

Det er tydeligt at mærke, hvordan interesseren er eksploderet for mig og de andre danskere.

Foran holdbussen står der hver dag fans og journalister og venter. Det er klart vildere, end det plejer.

Folk  står tålmodigt og vil gerne have taget billeder med mig eller have mig til at skrive autografer.

Før i tiden var det sådan, at hvis nogen råbte mit navn, så tog jeg mig tid til at stoppe ved dem. Lige tale hurtigt med dem.

Det kan jeg slet ikke gøre længere. Jeg er nødt til at lade være. Der er ikke tid til alle. Det bliver jo også lidt drænende til sidst, men omvendt gør det også lidt ondt i hjertet at skuffe folk. Det har jeg det da lidt dårligt med.

Min Instagram er også eksploderet. Normalt kunne jeg følge med i alle kommentarer, jeg fik. Det kan jeg SLET ikke gøre nu. Der kommer mange hundrede kommentarer på mine posts. Jeg kan slet ikke nå at læse, hvad der sker.

Jeg får også en masse sjove tilbud om at komme med til fester og arrangementer. Det vælter ind. Min agent tager sig af det, men jeg er nødt til at sige nej til det meste. Der skal også være tid til at slappe af på de dage, hvor der ikke er cykelløb.