Fredag aften spurgte jeg mine sportsdirektører, om jeg måtte køre efter den prikkede bjergtrøje. Nu er det lykkedes.

Som regel drikker man kun champagne efter en etapesejr. Men det her er ikke Tyskland Rundt. Det er Tour de France - i Danmark. Og det er en drømmestart.

Egentlig er der også uskrevne regler om, at ingen andre end etapevinderen jubler.

Det var også lidt underligt at hovere, da jeg kørte over den tredje stigning, og trøjen var sikret. Men for mig er det en sejr at vinde bjergtrøjen.

Dansk jubel.
Dansk jubel. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Touren er så stort et løb. At få bjergtrøjen som dansker er kæmpestort. Det føles som en sejr. Da jeg fik armene ned, kom en motorcykel trillende ned til mig.

De motorcykler kan der godt være mikrofoner på, og selvom jeg ikke havde forberedt en tale, måtte jeg hellere råbe noget ud til danskerne.

YES, MAND! FANTASTISK!

Lige efter tror jeg endda, at jeg fik øje på mine forældre. Jeg tror i hvert fald, at jeg spottede min fars grå skæg. De fik en hilsen.

Jeg stak som det første på etapen, og det var kæmpestort at opleve ruten med fantastisk mange mennesker. I udbruddet kan man på en anden måde høre, når folk råber ens navn.

Der var endda en enkelt, der stod uden bukser på - med dilleren fremme. Det, synes jeg, var sjovt.

Stemningen var fantastisk. Noget, jeg aldrig har oplevet før, og nok aldrig kommer til at opleve igen. Måske lige med undtagelse af i morgen.

Asnæs Indelukke var en lang spurt. Da jeg trak forbi op mod de sidste 100 meter, var det, som om folk gik amok. Jeg tror, at de vidste, hvem de heppede på. Sådan føltes det i hvert fald.

Asnæs Indelukke – den første stigning – er den, jeg har flest minder fra. Jeg vandt min anden sejr som professionel dér, og jeg har rigtig gode minder derfra. Men da jeg sad på ruten, kom jeg faktisk i tanke om én gang, hvor jeg tabte dér.

Magnus Cort står og fejrer sin prikkede bjergtrøje på podiet i Nyborg.
Magnus Cort står og fejrer sin prikkede bjergtrøje på podiet i Nyborg. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Det var til et tv-program, der hedder Versus. Konceptet er, at man skal gætte, hvordan en situation udspiller sig. Jeg skulle køre om kap med et postbud, og vi havde byttet tøj og udstyr. Jeg kørte i hans postmandstøj, og han havde mit tøj og min cykel. Og så gjaldt det bare om at komme først op til toppen.

Jeg blev sat af postmanden på vej op. Og i dag – på Tour de France-ruten – tænkte jeg på den dag, hvor jeg fik tæsk af et helt almindeligt postbud.

Fredag var jeg første mand på toppen. Jeg måtte grave virkelig, virkelig dybt i en lang spurt, langt udefra. Det gjorde ondt. Rigtig ondt at komme op, og det tog mange kilometer at komme sig.

Jeg kørte den som en spurt, jeg ville køre på en målstreg. Hvor man ikke skal køre længere.

Feltet var nervøst og hektisk, i den tid jeg sad dér. Der var en helt vild positionskamp. Der blev slåsset og bokset for placeringer i den første halvdel af feltet. Sådan er det, når 180 mand vil sidde blandt de første 30. Man sidder nærmest som kegler og støtter sig op ad hinanden.

Søndag kunne jeg godt tænke mig at gå benhårdt efter bjergtrøjen. Hvis jeg kommer først over den første stigning, der ligger ret tæt på start, er trøjen sikret en dag endnu.

Men det vigtigste for mig var at tage den her i Danmark. At få lov til at køre i den i mit hjemland. Egentlig var planen ikke umiddelbart at bruge for mange kræfter på det.

Jeg er dog sikker på, at det har givet en masse opmærksomhed til holdet. Det hjælper nok på at få lov til at fortsætte.

Magnus Cort, kort efter sin jubelscene.
Magnus Cort, kort efter sin jubelscene. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det var stort at få trøjen over skuldrene. Corona gør det desværre stadig til en mærkelig ceremoni uden håndtryk. Men folk jublede helt vildt og råbte mit navn i kor, selvom jeg egentlig ikke lavede andet end at række armene op.

Speakeren måtte til sidst kalde til ro og sige, at vi skulle videre i teksten.

Jeg glæder mig til at køre i trøjen søndag. Det bliver stort at starte forrest og til præsentationen inden.

Egentlig er jeg lidt ærgerlig over, at jeg punkterede til sidst og mistede noget tid.

Alligevel jeg er rigtig positiv. Det lover godt. Benene er selvfølgelig trætte. Men jeg er måske et bedre sted, end jeg havde troet.